0 kommentarer

Prinsen af ondskab af Holly Black

af d. 4. august 2020
Info
 
Sideantal

469

Udgivet

2019

ISBN

9788711917343

Originaltitel

Folk of the Air - The Cruel Prince

 

Det fremragende første bind i trilogien ’Folk of the Air’ tager dig med til feernes rige, der også befolkes af trolde, hekse og alfer. Fefolket lever evigt og keder sig så gudsjammerligt, at de bruger en god del af deres tid på at være modbydelige mod hinanden – og mod andre væsener. Især mennesker. Mennesker kan bruges som arbejdere eller slaver. De er jo bare født til at dø.

Uheldigvis for Jude er hun bare en dødelig i en verden af væsener, der har levet i århundreder. Hun skal lære hurtigt, hvis hun vil have en chance i denne verden. Én af de ting Jude skal lære er, at hun kun kan stole på sig selv. Jude er en fantastisk hovedperson at følge. Hun er cool og rå. Stædig, arbejdsom og ret kølig. Hun har et våben, feerne ikke har – hun kan lyve. Og Jude er ikke bange for at bruge de våben, hun har.

Som barn bliver Jude og hendes tvillingesøster bortført til Faerie. Et rige der eksisterer side om side med menneskenes, men indbyggernes magi gør det usynligt for mennesket. Feerne regerer i Faerie, og hvis du tænker, at feer er nuttede klokkeblomstagtige typer, tager du alvorligt fejl.

Det er skæbnesvangert at tage fejl af en fe. Virkelig. Bare lad vær’.

Jude vokser op i feen Madocs husstand. Han er øverstbefalende i hæren og de to menneskebørn vokser op ved hoffet på grund af Madocs status. Menneskebørnene er konstant i fare i en verden af utilregnelige og pænt kølige væsener. Feer kan blænde (hypnotisere) mennesker til at se ting, der ikke eksisterer og få dem til at gøre ting, de ellers aldrig ville have gjort. Pigerne har derfor altid tørrede rønnebær på sig, for bedre at kunne modstå besværgelser. Nogle feer ignorerer Jude. Andre har et alvorligt horn i siden på hende. Især fordi hun nægter at acceptere, at hun som menneske ikke er for noget at regne. Én af hendes værste plageånder i skolen er kongens yngste søn, Cardan. Han piner og plager Jude for at få hende til at underkaste sig, men det gør bare Jude endnu mere opsat på at vinde en plads ved hoffet. Ikke på grund af den husstand hun er vokset op i, men af egen ret.

’Prinsen af ondskab’ anbefales uden forbehold. Kast dig ud i en historie som er ret voldsom, helt afsindigt uretfærdig og enormt underholdende.

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter