0 kommentarer

Primtallenes ensomhed af Paolo Giordano

af d. 11. juni 2011
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

312

Udgivet

2010

ISBN

978-87-7055-925-6

Originaltitel

La solitudine dei numero primo

 

Den lille pige Alice er underlagt en autoritær og ambitiøs far, der påtvinger hende en sportslig karriereplan, som kommer til at koste hende mere end bare nogle mislykkede operationer. Efter en ulykke bliver hun halt for altid, udvikler en nervøs spisevægring og mister nærmest evnen til at indgå i et normalt fællesskab. I skolen bliver hun uundgåeligt mobbet for sine handicap, men det er også her, hun møder Mattia, med hvem hun knytter et varigt venskab.

Mattia er en højt begavet dreng med voldsomme ar på krop og sjæl. Som lille var han skyld i at hans retarderede tvillingesøster mistede livet, hvilket han aldrig kan tilgive sig selv. Han påfører gang på gang sig selv skader, bliver indesluttet og mister ligesom Alice evnen til at omgås andre mennesker. Selvom Mattia aldrig kan tale om ulykken eller sin skyldfølelse, fornemmer han alligevel at Alice forstår hans sorg og sårbarhed, og han elsker hende for det – på sin egen måde.

Men trods gensidige følelser kan Alice og Mattia aldrig rigtig nå hinanden, tør aldrig tro på deres eget værd og evne til at elske. Da Mattia erhverver sin kandidatgrad i matematik har Alice netop indledt et forhold til en ung læge, som i Alice finder et mål for sin beskyttertrang. Mattia bliver tilbudt en universitetsstilling i et fjernt land, i sit inderste ønsker han at Alice vil bede ham om at blive.. Men det gør hun naturligvis ikke, så Mattia drager afsted og Alice indgår et ægteskab, som aldrig bliver lykkeligt.

Efter ni års adskillelse mødes de så igen. Et brev fra Alice, kortfattet som et telegram, hvori hun blot skriver at Mattia må komme hjem, får ham til at smide alt og ta’ det første fly…..

Primtal er de enestående tal, som kun er delelige med sig selv (og et!) En yderligere finurlighed er de meget få primtalspar, kaldt tvillingeprimtal, som kun adskilles af et enkelt lige tal, der forhindrer dem i at ‘nå’ hinanden. Tal som f.eks. 11 og 13. Paolo Giordano mener tydeligvis at Mattia og Alice udgør sådan et par. Bortset fra at alle mennesker er unike og burde regnes for primtal, og bortset fra at verden er fuld af ensomme og ulykkelige mennesker, som uden held forsøger at opnå kontakt, så har han selvfølgelig ret i at Alice og Mattia er vingeskudte mennesker med ar så store at et følelsesmæssigt tæt forhold synes umuligt.

“Primtallenes ensomhed” er en meget smuk historie om ensomhed, ubodelig skade og ulykkelig kærlighed, men skrevet med en lethed, som gør al elendigheden udholdelig. Flot debut af den unge italiener…

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter