0 kommentarer

Presumed Guilty af Tess Gerritsen

af d. 11. februar 2009
Info
 
Sideantal

284

Udgivet

1993

ISBN

978-0-7783-0294-0

 

Tess Gerritsen startede sin karriere med at skrive romantiske thrillers – for senere at bevæge sig hen til medicinske thrillers, der i dag er hendes absolutte force.
Er man som jeg – startet bagfra med Gerritsen – med de medicinske thrillers – kan de romantiske thrillers godt virke lidt tamme, men glemmer man for en stund hendes nuværende genre, er disse romantiske thrillers et bekendtskab værd: spændende og velskrevne – og altid med læseren på pinebænken til det sidste.

I “Presumed Guilty” har Miranda gjort en affære med sin chef, Richard, forbi. En aften ringer han og siger, at han kommer forbi, og trods Mirandas protester, drager han af sted mod hendes hus. Miranda ønsker ikke at møde ham, og går derfor en tur, så hun ikke er hjemme, når han banker på – hun håber så, at han vil forstå, at det er definitivt slut imellem dem.
Da hun nogle timer senere låser sig ind i sit hus, finder hun sin tidligere elsker liggende nøgen på hendes seng, stukket ihjel med en af hendes egne køkkenknive.
For Richards enke, børn, politibetjenten og hele det lille samfund synes sagen klar – Miranda har haft et klart motiv til at begå drabet, og trods hendes version af sagen, bliver hun fængslet.
En ukendt velgører betaler en stor kaution, så hun kan komme på fri fod – og Miranda sætter sig for at finde morderen, inden hun bliver sat for en dommer. Inden længe viser det sig, at nogen stræber Miranda efter livet – måske fordi hendes død vil sikre, at der ikke stiles flere spørgsmål omkring Richards død.

Richards halvbror, Chase dukker op for at trøste enken og får snart en fornemmelse af, at Miranda taler sandt, når hun benægter at have noget med Richards død at gøre.
Store og forvirrende følelser bygges op mellem de to – den tiltalte morderske og den myrdedes halvbror – og sideløbende med, at de forsøger at finde frem til sandheden omkring Richards død – må de finde en måde at afklare deres følelser for hinanden på.
Tess Gerritsen formår i en og samme fortælling at have en thriller og en romance kørende – og læseren hvirvles ind i en karrusel – hvor man snart tror, at det er den ene, snart den anden, der er skyldig i det lille samfund.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter