0 kommentarer

Populærmusik fra Vittula af Mikael Niemi

af d. 12. juni 2003
Info
 
Forfatter
Forlag
Sideantal

248

Udgivet

2003

ISBN

87-595-1652-6

Originaltitel

Populärmusik från Vittula

 

Når noget ”sjovt” skal vurderes, ender det ganske ofte med, at man trækker lidt fra i den endelige bedømmelse. Som om man bagefter ikke helt kan tro, at man grinede sig til mavepine. ”Populærmusik fra Vittula” er sågu sjov. Den blev ved med at være sjov, når fortællingen under det sjove ikke var sjov længere. Den er så sjov, at jeg blev ked af det. Det er den sjoveste bog, jeg længe har læst. Og en af de mest indtrængende. ”Populærmusik fra Vittula” er en brændende bog skrevet med maven.

Handlingen er forlagt til Nordsverige. Helt deroppe hvor alle kan finsk og i højere grad spejler sig i det skarptskårne finske end i Sydsveriges løvtræer og en generel blødhed, de karske nordboer ikke rigtig kan forholde sig til. Matti og Niila vokser op blandt hjemmebrændt og veludviklede løgnehistorier blandt brede skovhuggere i saunaens em. ”Populærmusik fra Vittula” er genkendelige historier om at få venner og interesser og granske sidstnævnte for uacceptabilitet blandt jævnaldrende og dem fra de store klasser, ikke mindst. Om vågnende interesser for piger og sprut og ”Roskn roll musis”. Om at være undrende barn i en voksen verden.

Uddrag:
”Jeg standser her af hensyn til de implicerede. Jeg undlader at beskrive knytnæveslagene, kradserierne, næseblodet, de flyvende gebisser, de smadrede briller, de lumske spark og kvælertagene. Jeg nægter at opremse våben som stegepander, pindestole, gummistøvler, fejebakker, hundens madskål og den finske familiebibel. Jeg skipper alle gudsbespottelserne og ederne, især de endeløse tornedalsfinske af slagsen, ligesom alle de nedsættende anklager om dumhed, grimhed, fedme, indavl, senilitet, sindssyge og afvigende seksualitet, som blev fyret af med ophidsede stemmer. – Jeg siger bare det var Gehenna.”

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter