0 kommentarer

Politi af Jo Nesbø

af d. 15. juni 2020
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

526

Udgivet

2013

ISBN

978-87-7053-979-1

Originaltitel

Politi, norsk oversætter: Allan Hilton Andersen

 

Hvad kunne den 10. bog om i Harry Hole-serien hedde andet end “Politi”? På den anden side er det nærmest falsk markedsføring af indlemme den i Harry Hole serien, for Harry ligger i koma på sygehuset og ender med at kradse af efter de første halvandethundrede sider. Han glimrer ved sit fravær. Først derefter oplever vi Harry som underviser på politiskolen i en slags tilbageblik. Tror man, for der er ikke meget der er til at forudse eller stole på her. Nesbø fucker sin læser for hårdt.

Det samme gør han med sine drabsofre, der bliver jagtet rundt i manegen over en ti sider for derefter at bliver skamferet til døde på bestialsk vis. Hvis man har læst andre af seriens bind, ved man når en person bliver introduceret bare for at blive slået ihjel. Alligevel skal spændingen bygges grundigt op og situationen strækkes til det yderste, før døden indtræffer. Den fortællermetode er efterhånden et Nesbø kendetegn, og i de situationer er læseren derfor langt foran. Lidt synd, for det bliver som gentagelser af noget Nesbø har fortalt før.

“Politi” er skam spændende nok, men i al sin superthrillerstaffage bliver den for pompøs, mærket af en manglende selvbeherskelse som Nesbø har udvist før, f.eks i den lidt fortænkte “Panserhjerte”. Tendenser der var kommet styr på i forgængeren “Genfærd”, men nu flyder bægeret atter over. Læseren skal bringes til at tro at først den ene så den anden er morderen, i stedet for at vi får lov at nyde sproget og den knuselskelige hovedperson, der generelt glimrer ved sit fravær. Men han er altså med ham Harry, dog ikke som vi er vant til det. Og dog, for Nesbø plagierer sig selv.

Handlingen: Betjente bankes til døde på gerningssteder for uopklarede mord. Banket med en sådan grundighed at deres kranier er blevet til æblegrød. Harrys tidligere chef Gunnar Hagen samler i hemmelighed en gruppe af gamle Harry Hole-kolleger der skal finde politimorderen. Harrys gamle fjende Mikael Bellman er blevet øverste chef for politiet i Oslo, og hans ubehagelige højre hånd Truels Berntsen, som kendes som skurk fra tidligere bind, bliver mere og mere selvkørende, og truer efterhånden Bellmans magtmonopol. Der er noget James Ellroysk-over det her bad cop makkerpar hvor Bellman ganske som Ellroys gennemkorrupte superskurk Dudley Smith, forsøger at styre kriminaliteten ved at sætte sig som øverste distributør af byens heroin. Men der bruges alt for meget tid på at fortælle om Bellmanns seksuelle sidespring og strategiske finter i byrådet.

Efterhånden som spændingen stiger, speedes den frenetiske og irriterende krydsklipning mellem alle figurerne op, og indimellem klippes der kun med det formål at klippe. Det skal edderbrodereme være spændende, om så koen skal malkes til yveret bløder. I stedet for at være spændende er bogen pompøs. Læseren mister interessen og dermed fejler projektet, givet at Nesbø har fortalt tilsvarende historier før, og krydsklipningen samt alle de andre tricks egentlig er overflødige. Ren staffage der ikke tilfører historien noget. Jeg greb “Politi” for at få en gensyn med den fornøjelige, superdetektiv Harry Hole. Det fik jeg, men var det al hurlumhejen værd?

Helt over stregen går Nesbø, når han lader Harry Hole miste kontrollen og være liiiige ved at springe på sin kvindelige politielev da hun overrasker ham i en lejlighed hvor han netop har fundet spor efter et mord – han kan lugte blod og har fundet en pose med råddent kød. I den situation, men stanken af død i næseborene, bliver Hr. Hole stangliderlig. Og så er der alle de løse ender og de mange fantastiske mord. Man mangler en stopknap.

Lidt for mange sider, lidt for bestialsk og lidt for velkomponeret. Ved at dø har Harry Hole overlevet sig selv.

Lån bogen på biblioteket

 

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter