0 kommentarer

Plet af Gerd Laugesen

af d. 6. juli 2014
Info
 
Sideantal

88

Udgivet

2014

ISBN

978-87-7973-626-9

 

”Plet” – titlen refererer til forfatterens dværgkanin – er ifølge bogens bagside en samling virkelighedsudflugter.

(Resten af bagsideteksten får det lidt misvisende til at lyde som en nuttet børnebog – det er det ikke!)

Vi kommer vidt omkring, syrede drømmesekvenser og neuroser der leder tankerne hen på et Dali maleri (bare tilsat chokolade – men stadig med ure) og et sammensurium af små livs- og familieanekdoter, emner fra den almindelige hverdag (Carlsberg, ungdomshuset og Klovnens Bodega), et temmeligt afstumpet, parforholdsagtigt “du” der nævnes flere steder – og så masser af fugle, kaniner og hunde.

Jeg ved ikke, om det er tilsigtet, at der ikke rigtig er nogen rød tråd – forfatteren skriver i hvert fald;

“snorene er filtret helt sammen, orange, røde, grønne, tykke og tynde, jeg finder også en rød tråd, men jeg gider ikke.”(s. 37)

Jeg må jo indrømme at jeg nok godt kunne have brugt tråden, men bogen er så kort, at man alligevel ikke mister læsemomentet. De småpolitiske afsnit fungerede dårligst for mig, og indimellem blev feberfantasierne altså lidt for kaotiske… Bedst fungerede afsnittene om toiletdamen og Rocky, tidligere nævnte Bodega samt Assistens Kirkegård.

Og så kunne jeg rigtig godt lide dette tekststykke:

“Jeg har tabt mit hjerte. Det hang i en halskæde. Jeg gik den samme vej hjem med øjnene vendt mod jorden. Pludselig lignede alt et lille rødt hjerte: et rødt stykke plastik, et rødt stykke knust glas, et rødt stykke pose, en sten. Måske har en tilfældig forbipasserende taget det op og går nu rundt og leder efter en hjerteløs person.”

Hvis man ikke vidste det i forvejen, kan man læse på bagsideflappen at Gerd Laugesen også er billedkunstner – det bærer teksterne i høj grad præg af (mest på den gode måde), og man får mange sjove/sære/syrede mentale billeder med for sit indre øje undervejs.

”Plet” var da læseværdig (det bliver tre små stjerner herfra), men jeg var mere begejstret for de andre to bøger, jeg har læst af Gerd Laugesen ‘Hjemsted’ og ‘Møder’ (især sidstnævnte kan varmt anbefales!).

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter