0 kommentarer

Pindsvinets elegance af Muriel Barbery

af d. 23. januar 2011
Info
 
Sideantal

376

Udgivet

2009

ISBN

978-87-7973-343-5

Originaltitel

L'élégance du hérisson

 
Jeg kan kun på det varmeste anbefale dette lille mirakel. Letlæselig og stadig meget ambitiøs på sine egne og sine læseres vegne. Sammen med bøger som fx Nattog til Lissabon er Pindsvinets Elegance med dens filosofiske tema en del af den modreaktion, der i de senere år har fundet sted mod de letfordøjelige bedøvende ligegyldige papirmonstre som udgives og sælges i hobetal (heriblandt OMG-chok!-men-glemte-efter-sidste-side-er-vendt-krimier og mit-dankort-gløder-er-det-ikke-sejt?-chicklit).

Muriel Barbery har skabt et elegant værk med masser af filosofiske over- og undertoner. Det er en Amélie’sk samfundsanalyse foretaget af hhv. en 54årig portnerske og en 12årig overbegavet pige fra samme ejendom gennem deres dagbogsnotater.

Portnersken Renée forsøger for alt i verden at skjule sin hang til finkultur. Således drikker hun fin te (men har brygget kaffe, så duften af dén spreder sig ud på gangen). Ligeledes har hun altid sit fjernsyn tændt, så lyden kan høres, mens hun rent faktisk sidder og læser litterære klassikere. Alt imens hun lever op til sin rolle som portnerske, beskriver hun beboernes utålelige dumheder.
Den anden person, 12årige Paloma, elsker Japan og er dommer over menneskeheden (“Te og manga versus kaffe og avis: elegance og fortryllelse versus de voksnes triste magtspil og aggression”). Hun beklager sig over tilværelsens ulidelighed, gennemskuer samfundets strukturer og systemer og starter i sin dagbog med at proklamere, at hvis hun ikke har fundet en grund til at leve inden hendes næste fødselsdag, begår hun selvmord og brænder familiens lejlighed af.

Bogen igennem følger man gennem disse to personers beretninger livet i ejendommen og deres dertilhørende samfundskritiske og eksistensreflekterende analyser af klasseskel, uddannelse, kommasætning, menneskets grundlæggende primatskæbne og mange andre ting. Med skarpe og humoristiske beskrivelser af hverdagslivet (hvor fjernbetjeningen fx beskrives af Renée som en verdslig rosenkrans), bliver vi en del af disse to mismodige hovedpersoners gammelkloge betragtninger om tilværelsen. Således er en af Palomas benhårde domme: “vi har givet afkald på mødet. . Hvis vi for alvor erkendte, at vi aldrig ser andet end os selv i den anden, at vi er alene i ørkenen, ville vi blive sindssyge. Når min mor serverer makroner fra Ladurée for Mme de Broglie, så fortæller hun i virkeligheden bare historien om sit eget liv, og det eneste, hun gør, er at gnaske sig selv i sig.”

En dag flytter der en rig japaner ind i en af ejendommens luksuslejligheder, og over for ham bliver det pludselig ikke så nemt for Renée at skjule sit egentlige jeg, og også Paloma føler sig mødt af denne person.
Så denne bog kunne være dybt deprimerende, men den handler i stedet om at møde andre mennesker, som rent faktisk ér interesseret i mødet. En kær og livsbekræftende bog, hvor kameliablomster og kattenavne kan ændre skæbnen.

Den omhandler det skrøbelige, det svære, det tyngende men også det uimodståelige, poetiske, smukke og sande ved livet:
“det er måske sådan livet er: Masser af håbløshed, men også nogle øjeblikke, hvor skønheden ophæver tiden, og alt forandres. Som om musikken skabte et åndehul i tiden, en parentes, et hinsides i det dennesidige, et alt i dette aldrig.”

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter