0 kommentarer

Pigen, som ville redde bøgerne af Klaus Hagerup og Lisa Aisato

af d. 16. oktober 2018
Info
 
Sideantal

60

Udgivet

2018

ISBN

978-87-638-5797-0

Originaltitel

Jenta som ville redde bøkene, oversat af Anja Hitz

Udgave

1.

 

Hvor mange karakterer fra bøger kan der være plads til i et barns hoved og hvem har mon skrevet den mystiske bog ‘Den forheksede skov’? Mød læsehesten Anna. Hun er ni år og en af de ting, som hun frygter allermest, er at blive gammel og hun ser ikke frem til at skulle fejre sin fødselsdag snart og blive ti år. Hun elsker at læse og de trøster hende også, for så kan hun begive sig afsted til en anden tid og et andet sted:

“Hun læste om aftenen, efter hun var gået i seng.

Når hendes mor eller far kom ind, lod hun, som om hun sov.

Men hun sov ikke.

Hun læste under dynen.

I bøgerne fik hun hundredvis af nye venner.

Og nogle uvenner.

Men sådan er livet jo.”

Da hun en dag er ovre på biblioteket, lægger hun mærke til, at fru Monsen, der er bibliotekar og som Anna tit snakker med, er ked af det. Fru Monsen forklarer Anna, hvordan bøgerne, der ikke bliver lånt af nogen, bliver destrueret, fordi bøgerne, ifølge bibliotekschefen, fylder for meget. Anna tænker lidt over sagen og beslutter sig for at de er nødt til at redde bøgerne og hun låner halvtreds bøger med hjem. Det kan dog være lidt svært at have plads til så mange karakterer i hendes hoved (364 nye venner og 18 uvenner for at være helt nøjagtig), men Anna er ikke helt klar til at give op. Men så låner hun en bog med titlen ‘Den forheksede skov’ og så sker der noget mystisk:

“Der var kun én side tilbage af bogen.

Anna åndede ind.

Så bladrede hun.

Men der stod ingenting.

Siden var blank.

Slutningen var forsvundet.

Det var helt forfærdeligt.

Det var ikke til at holde ud.

Men det går altså ikke, tænkte Anna.

Bogen kan jo ikke slutte med ingenting.

En eller anden må have revet den sidste side ud.“

Men hvordan kan Anna få fat i slutningen af bogen og hvem har egentlig skrevet den?

Hagerup og Aisato har skabt en helt fantastisk fortælling om Anna, som først og fremmest vil redde bøgerne, men samtidig lærer hun en hel del om hvad bøger kan betyde for folk i alle aldre. Det er Hagerup, der står bag bogens ord og de passer helt perfekt med Aisatos smukke illustrationer, som jeg er helt vild med. Tidligere på året læste jeg den norske udgave og Hitz’s oversættelse kunne kort sagt ikke være bedre. Allerede nu glæder jeg mig til at dykke ned i den igen og jeg er helt enig med forlaget, når de på bagsiden skriver at den er “for bogelskere i alle aldre”.

Alt i alt en smukt skrevet og illustreret historie om læsehesten Anna, der til at starte med forsøger at redde bøger, men ender med at lære en hel del om hvad bøger kan betyde for både store og små.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter