0 kommentarer

Picnic i Hiroshima af Steffen Baunbæk

af d. 14. februar 2013
Info
 
Sideantal

68

Udgivet

2012

ISBN

978-87-92280-44-2

Originaltitel

Picnic i Hiroshima

 
Steffen Baunbæks debutdigtsamling, ’Picnic i Hiroshima’, fremstår med skarp og markant forside i sort /hvidt. Udover titlen ses fire tegninger der får mig til at tænke på memorybrikker. En støvle, en paddehattesky, en rejsegrammofon og en økse. Brikker, der rent faktisk bliver vendt, sammen med talløse andre.
Picnic betyder udflugt med måltid i det fri. Altså ikke spiseborde med wegenerstole, men (i dette tilfælde) kortere hektiske ophold i Hiroshima eller Manchester, på sjælevandring eller i nådesløs taxa. Vi hvirvles gennem barndom og ungdom, nutid og utid, forbi afdøde forfædre, beatmusikere og gamle kærester og ender som støv over Kuala Lumpur. Forpustede.

For denne læser er det en støtte at digtene er ekstremt rytmiske. At en pulserende og energisk motor styrer mig gennem et mangfoldighedens univers.

Man ”ser taxametret tikke sig ud af (s)it liv, / og det fortsætter, fortsætter, fortsætter.” (Chaufføren) ”Selv om folk falder ned i en bunke
efter en heftig nat, fortsætter “reaktoren… ned imod Kina med hamrende stempler” (Revy).

Steffen Baunbæk er på beatet. Rytmen kører, kører, kører. Prøv at stå i græsset i parken under picnic´en og læse digtet ’Strejf
for de andre’. Mærk hvordan du bliver båret at rytmen, hvordan den tager over.

”Jeg blev ramt / af en bil,/ der var long drinks / og rasler / og bordbomber. / syningen gik / i din kjole, / i pisrenden / ude på lokummet / flød der en rose / af plastic. / de spillede Guns / og Nirvana / min kind / var en slagmark / af udtværet / læbestift, / gulvet / var glat, / jeg blev ramt / at en bil.”

Et af tyngdepunkterne i ’Picnic i Hiroshima’ er digtene om barndom og ungdom. Der er tale om 15 digte, der med stor følsomhed og skrap realisme vender brikkerne fra en jysk barndom og ungdom, så de ligger blottede i nutidens lys. Der er et vanvittigt smukt digt om en farmor (Elegi til Esther); En revy over det første skridt, slagtningen af en høne, den første kærlighed, det heftige liv i storbyen og fejringen af årtusindskiftet (Revy). Med al den øjebliksevighed man kun kan have i erindringen. Der er “som dreng skar jeg skibe” – temaet og nærmest vantro beskrivelser af jyske miljøer digteren engang var en del af. Til tider med en god portion humor. Udmærket perspektiveret af følgende linjer om digterens hukommelse:

”…en åndssvag computerfejl / slettede alt / der holdt verden i gang / min hukommelse / undtaget. / Nu må jeg lære / at gå uden støtte / og spise med gaffel / i dén.”

I syv digte, fra Visselul (46) til Digtersvin (63), går jeget i dialog med selve digtets ide og rollen som forfatter. Om digtet som begreb står der eksempelvis:

“du er bad news / du er nederlag på nederlag / og jeg er kun en mand / der er allergisk/ mod mig selv” (Selvtægt) eller “Digtet er ikke et
bind / der forhindrer forblødning.” (Wham bam)

Centralt i problemstillingen står digtet ’Digtersvin’, hvor selvforagten lurer: “..stiller min tørst / med et glas / af de tårer/ jeg netop har fældet / ved tanken om holocaust, X-factor….”. Elfenbenstårnets futilitet står udstillet i linjerne: “og prøver / at skrive, / mens folk bliver myrdet / og sulter/ og stresser / og gaderne under mig/ hvæser mod ruden”.

Ja, ja siger læseren – dommedag over sig selv 😉 Men hos Baunbæk skal man ikke springe noget digts sidste linjer over:

”…jeg synker igennem / en malstrøm af tanker / og mødes med katten. / der drømmer med rette, / at den er en kat, / og jeg selv / drømmer mest / om at være
et hæderligt / menneske.”

Bogens univers strækker sig fra solen er så rød mor til sjælevandring. I Den
eneste ene (37) og Min karmalov (66) river jeget sig løs fra materien henholdsvis med et: “Jeg tror/ at jeg muligvis selv / er den eneste ene / og
derfor guddommelig og / når jeg så dør / og bliver fundet igen / som et tyndt / tæppe støv / over Kuala Lumpur / vil hvert korn, jeg er, / håne Buddha og / Brahma, / men hylde min skaber / og lande præcist, / hvor det skal.”

Jeg vil overlade til læseren selv at tolke ovenstående slutlinjer i ’Picnic i
Hiroshima’, selv at afgøre hvor vidt der er tale om en slutning eller en ny
begyndelse. Måske har han blot lyst til at give sig hen til ordenes fejende flotte rytme.

Digtsamlingen rummer måske nok enkelte tekster, der kunne undværes, fordi
deres indhold er godt dækket ind i forvejen. Men der er myrer i græsset på
selv den bedste picnic og jeg klarer let lidt redundans, når jeg får lov til at se vrangen vendt ud på ’Solen er så rød mor’ og muligheden for at læse ’Elegien om Esther’. Får lov til at opholde mig i Baunbæks hektisk mangfoldige verden.

“Vi kan betjene os selv, / vi kan skåle i kød, / det er alt.”

Lån bogen på Bibliotek.dk

 

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter