0 kommentarer

Peters død af Katrine Marie Guldager

af d. 16. oktober 2014
Info
 
Sideantal

208

Udgivet

2014

ISBN

978-87-11-35765-1

 

“Da Henry kom hjem, stod hele kollektivet på trappen og tog imod ham, gav ham et stort fællesknus, som man kaldte det. Måske kunne det menneskelige fællesskab ikke ligefrem udviske dødens realitet, men man kunne støtte hinanden, varme hinandens udsatte kroppe.” (s.55)

Så er tonen slået an til den tragikomiske beskrivelse af 70’er-kollektivet med dets styrker og svagheder. Jeg ville ønske, at Katrine Marie Guldager havde skrevet en hel bog bare om dette emne! For romanen er stærk i disse afsnit, og skildringen bærer præg af det selvoplevede. Tidsånden træder tydeligt frem, f.eks. i beretningen om lille Tines navngivningsfest. Samt i kollektivbeboernes diskussion af, om børn skal være “fællesbørn” og dermed fælles ansvar? Man fornemmer de mulige, uhyggelige konsekvenser – såvel som man ser forviklingerne (bogstaveligt og i overført betydning), når svenske Madde holder workshop og instruerer beboerne i øvelsen “Slangereden”.

Kollektivets søgen efter en ny måde at være fællesskab på knytter an til bogens – og seriens – mere eksistentielle temaer om identitet og fællesskab. “Hvem er jeg?” har Peters fraskilte kone spurgt sig selv, siden hun forlod ham for længe siden. Guldager skriver om angst, forælder/barn-forhold, søskendejalousi og kærlighedsliv med stor psykologisk indsigt og dybde. Hun skriver om det alment menneskelige.

På trods af at jeg mærker forfatterens humor og varme overfor sit persongalleri, oplever jeg som læser ikke den samme kærlighed til personerne. Er det fordi de ofte rummer en fremmedgjorthed overfor sig selv, som skaber distance? Som når Leonora sidder i kirken til sin fars begravelse og oplever, at kirken brænder? Eller når hun føler, at gulvet i huset ryster, og tapetet giver hende kvalme – uden at følelserne verbaliseres? Eller skyldes det blot, at Guldager i højere grad sigter mod at beskrive end at skabe medfølelse med sine personer?

Jeg har fulgt forfatterskabet med stor interesse, siden Katrine Marie Guldager som yngre digter i 1996 stod på en scene på Nørrebro og læste op af digtsamlingen “Styrt”. Digtene fra de tidligste år rummer en friskhed og sproglig fornyelse, som jeg kan savne i hendes senere skrivestil, hvor sprogligt gennemført den end er.

“Peters død” er foreløbigt sidste bind i serien, som tegner et tidsbillede af flere generationer. I “Ulven”, der begyndte i 1938, købte Peter et hus på Marievej og giftede sig med Lily, mens 2. verdenskrig stod for døren. Handlingen fortsatte med “Lille hjerte” og “De nye tider”, hvor bl.a. konsekvenserne af parrets skilsmisse blev beskrevet. Med “Peters død” er vi nået frem til 1970’erne, hvor Leonora lider under sin barnløshed i ægteskabet med socialdemokraten Klaus, og hvor Henry ender i Vridsløselille Statsfængsel.

Heldigvis er der bebudet endnu 2 bind i serien, og jeg er bestemt ikke stået af.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter