0 kommentarer

Pascual Duartes familie af Camilo José Cela

af d. 6. oktober 2018
Info
 
Sideantal

145

Udgivet

1990

ISBN

87-568-1004-0

Originaltitel

La familia de Pascual Duarte, på dansk ved Annette Rosenlund

 

Pascual Duarte sidder i fængslet og arbejder på sin livshistorie. Han skal i guillotinen som straf for mordet på en af byens notabiliteter og sin kones elsker. Inden da vil han bekende og angre sine synder. Hele livet har Duarte været voldsomt udadreagerende. Som dreng skød han familiens hund, fordi den kiggede forkert på ham. Senere stikker han en hest ihjel, fordi den har kastet Duartes gravide kone af, så hun har mistet deres kommende søn.

Nu afventer Duarte sin død, mens han nedskriver sit livsforløb. Det lyder måske ikke særligt morsomt, men både persontegning og miljøbeskrivelser er skrevet med en underfundig humoristisk elegance. Der er dedikeret et helt kapitel til hver af hans forældre, samt et til hans søster og et til hans lillebror, der døde knap et år gammel. Celas persontegning er levende og drillende med mange menneskelige detaljer. Se bare hans koleriske fars overskæg, som er en afslørende antenne, der efterhånden altid peger nedad, og så skal Duarte bare se at komme væk.

Moren er et sejlivet og tyndt stavær, der altid ser syg ud, bander ad helvede til og banker faren ligeså ofte som han banker hende. Da hun skal føde Duartes lillesøster tyr hun til at skrige i to døgn, for det var det eneste hun kunne klare. Det er kulsort og barsk socialrealisme.

Og så er der den angrende Duarte, der undskylder for hentydninger til kropsdele næsten uanset hvor uskyldige de er – manuskriptet skal sendes til en fin herre efter Duartes død, så tonen er sine steder lettere leflende. Duarte giver sig ud i rablende lange sætninger, hvor hans vægelsind får ham ud i diverse modstridende og småfilosofiske afstikkere, iklædt tonsvis af forstilt humor. Humoren skal nok forestille ikke at være et bevidst virkemiddel fra Duartes side, men Celas måde at drive gæk med sin fortæller. Den snedige spanske forfatter hudfletter kærligt den sydlandske machomands sårbarhed.

Man mærker ikke meget til at historien er skrevet i 1942, den er langtfra tynget af sin alder, hverken sprogligt eller i eksekveringen. Oversættelsen kunne måske godt tåle en opdatering, men Celas fornemme håndværk er der intet at pege fingre ad. Tværtimod, for i fortællingens sprækker driver forfatterens evner ud, evner der sent i forfatterskabet blev belønnet med nobels litteraturpris.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter