0 kommentarer

Papirmændene af William Golding

af d. 11. august 2013
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

207

Udgivet

1984

ISBN

87-583-0202-6

Originaltitel

The Paper Men

 

“Papirmændene” fra 1984 er William Goldings første roman, efter at han i 1983 modtog Nobelprisen i litteratur. Den er ikke god, beklager.

Mange af os har nok læst den fantastiske “Lord of the Flies” i eller uden for skolen. Sammen med “1984” og “Animal Farm” er den en af de bøger, der gjorde størst indtryk i ungdommens år, hvor enkelte illusioner endnu var intakte.

Golding KUNNE altså skrive. “Papirmændene” er såmænd heller ikke dårligt skrevet; den er bare kvalmt prætentiøs, hamrende selvhøjtidelig og ufatteligt opblæst – som når Rifbjerg er i sit mest blærede hjørne. Fyldt med små fraser på fransk som ‘double entendre’ eller latin (se, hvor lærd jeg er) og vendingen ‘ha etc.’ (se, hvor cool jeg er), som bliver brugt de første 50-100 gange undervejs.

Måske fik manden præstationsangst af Nobelprisen og kompenserede ved at smøre for tykt på i sin næste bog? Eller mistede han helt jordforbindelsen? Hvad ved jeg.

Historien kort: Den berømte og velhavende, britiske forfatter Wilf Barcley forfølges af den amerikanske professor Rick L. Tucker, der har viet sit liv til at skrive Barcleys biografi. Fra land til land jages den ene papirmand af den anden. Tuckers smukke kæreste kastes ind i puljen, men den kvindekære, knarvorne alkoholiker Barcley er stadig ikke til at hugge og stikke i. Selv da Tucker redder Barcleys liv, er forfatteren ikke til sinds at give den mere og mere ydmygede professor adgang til det forjættede land – Barcleys dagbøger og ikke-offentliggjorte skriblerier.

Helt indtil den skolestilsagtige afslutning duellerer de to mænd, kun afbrudt af Barcleys sprutinducerede vildelser og feberfantasier. Det er ærlig talt ikke særligt spændende eller tankevækkende. På bogens bagside står der da også, at “Papirmændene” i tonefald, holdning og motiv adskiller sig fra Goldings tidligere udgivelser.

Et par smagsprøver på den overlæssede, selvpromoverende stil:

“Det var en blanding af pudsighed, smålighed og majestætisk vanvid. Jeg var parat til at se værdigt, men tilgivende på, at der ikke ventede en bil ved flyet – men porten var lukket, stænget og låst. Et grønt vognsejl lige ved porten dækkede flere kufferter, omhyggeligt, man fristes til at sige kærligt, pakket fulde med mine personlige effekter.”

Og hvad skal vi mene om følgende selvmål: “Romanforfattere opdigter noget, de kalder personer, hvad de ikke er. De er konstruktioner hugget til af en eller anden slags træ – en psykisk plasma – figurer der ligner hinanden som russiske dukker.” Ups – præcis sådan opfatter læseren Barcley og Tucker.

Mod slutningen drister Golding/Barcley sig oven i købet til at karakterisere selve handlingen (Barcleys gradvise deroute), og det bliver atter en klokkeklar scoring i eget net: “Ser man bort fra gentagelser, rettelser, slang, udeladelser, er det en ganske god skildring af de lejligheder, hvor klovnen tabte bukserne.”

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter