0 kommentarer

Panzer af Steen Langstrup

af d. 22. oktober 2018
Info
 
Sideantal

180

Udgivet

2015

ISBN

87-7994-050-1

Udgave

4. udgave 1. oplag

 

”Panzer” er tredje og sidste bog i samlingen ”3 thrillers”, som Steen Langstrup netop har udgivet. Temaet er 2. Verdenskrig, og hvor ”Fra ryggen” skiller sig ud som en enkeltstående historie, så er ”Panzer” en fortsættelse af ”Stikker”.

Vi befinder os igen i København i april 1945. Krigen er ved at nå sin slutning, og de sørgelige rester af modstandsgruppen BB udfører en farlig aktion, hvor tredje etage af et hotel skal ødelægges. Her står bl.a. Gestapos arkiv om stikkere og modstandsfolk. En af gruppens medlemmer bliver taget og taler snart over sig. Gruppens leder, Jens, har lagt penge til side, og håber på en bedre tilværelse efter krigen. Han opsøges af en ung pige, der bliver medlem af gruppen. Hun skal dog snart vise sig at være en nøglefigur.

Plottet i ”Panzer” er lidt mere spidsfindigt, end i de to forgående historier. Det involverer igen magteliten indenfor nazisterne, men også de øverste ledere af modstandsbevægelsen optræder.

Langstrup skriver som sædvanligt godt. Hans beskrivelser af sabotørernes paranoia og angst er fremragende og virker ægte og autentisk. Der er nogle gode sidehistorier, som Jens’ besøg hos sin familie, samt G’s lidt mere triste familiære forhold.

Slutningen er knap så overraskende som i de andre bøger, hvilket ellers er en af Langstrups varemærker. Den lægger nærmere op til, at der kunne være endnu en historie gemt i samme miljø.

Det giver god mening, at de tre bøger bliver samlet i en. ”Fra ryggen” er en intens skattejagt med lidt overnaturlige toner, mens ”Stikker” og ”Panzer” er jordnære og fine dokumentationer om, hvor hårdt og farligt det var at være sabotør under krigen.

På en måde beviser samlingen også Langstrups bredde i sine efterhånden mange udgivelser. Han kan både skrive overnaturlige og naturlige gysere, virkelighedstro spænding og socialrealistiske noveller. Et umådeligt spændende forfatterskab der aldrig keder.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter