0 kommentarer

Panserhjerte af Jo Nesbø

af d. 29. januar 2010
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

634

Udgivet

2009

ISBN

978-87-7053-318-8

Originaltitel

Panserhjerte (norsk)

 

Jeg hader, når Norge tæver Danmark i håndbold! Jeg hader deres satans kommentatorer, der skriger sig hæse i deres sejrsrus! I det hele taget hader jeg Norge, når de er bedre end os. Men når det handler om Jo Nesbø må jeg overgive mig, kaste mig i støvet og bare glæde mig over at han findes og skriver sine stærke historier om Harry Hole – nordmand eller ej..

Nesbø er ganske enkelt rasende god til at lave historier, der fænger. Hole er en af de mest sammensatte romankarakterer, jeg er stødt på. Udover at han er alkoholiker, stofmisbruger og gambler og altid er tæt på “at gå i hundene” er han på en gang varm, følsom, længselsfuld og særdeles rå, kynisk og kold i røven. Således lykkes det ham hele to gange bevidst at ofre uskyldige menneskers liv for at redde den dejlige kollega Kaja, som han ikke desto mindre vælger at forlade. Men der er i hvert fald ingen, som kan beskylde Hole for ubeslutsomhed eller handlingslammelse.

I denne historie har Harry en intern strid med lederen af Kripos, Mikael Bellman, som meget mod sin vilje må bede om hjælp fra Hole. To kvinder er blevet myrdet på makaber vis og opklaringen står i stampe. Hole ser sammenhænge, som ingen andre har fået øje på og sporene ender i et mareridtsagtigt Congo, hvor Harry må tage sagens afgørelse i egen hånd..

Nesbøs historier er altid fulde af dramatik og action, oplagte for filmatisering. De er til tider meget brutale for ikke at sige modbydelige; men det er i hvert fald ikke svært at skelne mellem the good og the bad guys – og så tilgi´r man Hole hans personlige form for brutalitet. Og trods den nervepirrende vold og action virker ”Panserhjerte” velgennemtænkt og troværdig, som altid hos Nesbø!

Bøgerne om Harry Hole er mine personlige favoritter blandt krimiserier (kun Stieg Larsson kan i mine øjne måle sig med Nesbø og han er jo desværre færdig med at skrive bøger). “Panserhjerte” er bestemt blandt de allerbedste i serien, men det synes jeg jo hver gang! Tyk som en Harry Potter og ikke til at lægge fra sig, fantastisk!

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter