0 kommentarer

På sporet af den tabte tid af Marcel Proust

af d. 13. marts 2019
Info
 
Sideantal

3411

Udgivet

2018

ISBN

9788779174832

Originaltitel

À la recherche du temps perdu

Udgave

2.

 

Hvad kan man sige om Prousts mesterværk som ikke allerede er sagt? Et af verdenslitteraturens største værker, både når det kommer til rent og skært omfang i antallet af sider og i værkets betydning for efterfølgende forfattere, som vist ikke kan overvurderes. Det er et af den slags værker, som selv de mest garvede litterater og begejstrede litteraturelskere frygter, som man synes at skubbe foran sig til ‘en dag jeg får tid’ – et værk man gemmer til sit otium.

Og Proust er krævende, hans digressive, knopskydende stil fordrer koncentration, at man holder tungen lige i munden, for tanke afløser tanke i ofte lange kæder af associationer, så at man i en og samme sætning kan nå endog meget vidt omkring.

Men som med så meget andet der kræver, at vi selv yder en indsats, det være sig intellektuelt, emotionelt eller fysisk, får man med På sporet… så meget igen.Læserens egen hukommelse vækkes i takt med Marcels erindringsarbejde, og man finder, at minder man troede forlængst glemt eller fortrængt, vågner af deres dvale, så at man selv transporteres tilbage til sin egen tabte tid. Det er en forunderlig oplevelse.

Men ikke blot dette. Det er tillige en bog fuld af livsvisdom, meget som ville kunne bruges af unge mennesker, der stadig er ved at finde deres plads i livet, hvilket gør det så meget desto mere ærgerligt at gemme den til man allerede har levet hovedparten af sine dage på jorden. Værket burde tværtimod være at finde på gavebordet ved alle konfimationer og studentergilder landet over.

Så se at komme i gang! Det er jo somme tider værd at huske på, at de værker vi bruger et par dage eller højst uger på at læse, ofte har taget år at skrive. Så det er måske ikke så meget at forlange, at vi som læsere bare en sjælden gang imellem tillader os selv at læse langsomt, holde fast ved det ene værk i den tid det nu behøver og i den tid vores travle hverdag giver os. Proust er det hele værd.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter