0 kommentarer

På myrens fodsti af Johannes Møllehave

af d. 21. august 2012
Info
 
Sideantal

132

Udgivet

1979

ISBN

978-87-11-40775-2

 

For den fyrstelige sum af 2 kroner erhvervede jeg i en genbrugsbutik Johannes Møllehaves festlige skildringer fra hans barndomsland.

Bogen består af 18 små historier alle med afsæt i Johannes Møllehaves barndom. Sproget er humoristisk, underfundigt og betagende – ganske som vi kender den herre. Undervejs får han også flettet nogle paralleler til biblen ind på en ganske fin og vedkommende måde.

Historierne kan nydes hver for sig i små bidder – eller som jeg gjorde det – i en mundfuld. Guf.

Specielt historien ’Glassplinterne’ bevægede mig. Den begynder sådan her: “Forleden morgen, da jeg sad og drak mælk, fik jeg en glassplint i halsen. Vi får mælk i papemballage, så det skulle egentlig ikke kunne ske og i betragtning af, at det havde været et par graders frost om natten, er der sikkert mange, der vil gætte på, at det ikke var en glassplint, men en lille issplint. Jeg kan ikke indlade mig på nogen diskussion herom”. Så er læserens nysgerrighed ligesom tændt – og Johannes Møllehave fortæller, om dengang han som barn med vilje knuste en glasflaske midt på en mark med køer. Hvordan han fik dårlig samvittighed, ville samle skårene op, så køerne ikke fik dem i maven – men skårene var væk, spist af køerne? Og nu mange år senere indhenter skæbnen ham – der er en glassplint i hans mælk. En splint, der har vandret fra ko til ko siden hans misgerning som barn – en splint, der nu skal vandre rundt i hans organisme og måske nå hjertet en skønne dag. Sådan er der så meget med skæbner og ting man ikke kan forklare – sære ting i det store univers, som man hver især kan tolke og forholde sig vidt forskelligt til. Betagende.

Johannes Møllehave er en gudsbenådet fortæller, og flere gange undervejs greb jeg mig i at tænke, at vi alle har historier, der er værd at fortælle – små muntre øjeblikke eller tider, hvor livet tog magten fra os. Men kun få forstår at nedfælde det på papir, så det bliver en oplevelse for andre at læse.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter