0 kommentarer

På kanten af sandheden af Gianrico Carofiglio

af d. 16. januar 2020
Info
 
Sideantal

295

Udgivet

2015

ISBN

978 87 93323 97 1

Originaltitel

La regola dell'equilibrio - oversat af Marie Andersen

Udgave

2. udgave

 

“Larocca er en af de mest forhadte dommere inden for anklagemyndigheden og politiet”

– og det er dommer Larocca, fordi han ifølge sine modstandere er lidt for flink ved nogle af de forbrydertyper, der dømmes i hans retssal. Og så opstår mistanken om bestikkelse jo uvægerligt.

Sagen lander hos den faste helt i Gianrico Carofiglios krimier, forsvarsadvokaten Guido Guerrieri, der til overflod er Laroccas gamle studiekammerat.

Guerrrieri og hans løst tilknyttede detektiv/amazone Annapaola får til opgave at finde hoved og hale i den spegede sag, der muligvis omfatter mafiøse forbindelser og millioner af euro.

Carofiglio skriver veloplagt og vidende om sin såre menneskelige helt, hans farverige omgangskreds og mekanismerne i det komplicerede italienske retssystem. ”På kanten af sandheden” er en både sympatisk og livsklog bog.

Problemet er bare, at handlingen er en tynd kop te, mere end halvkedelig, og at forfatteren konstant mister fokus for i stedet at begive sig ud på alskens svinkeærinder. For eksempel får vi 12 siders foredrag – helt bogstaveligt – om “Etik og roller i straffesager”. Man skal være filosofisk anlagt jurist eller dedikeret fan af retssalsdramaer for at få noget ud af dén smøre.

Læg hertil to fulde siders spidsfindig analyse af teksterne i moderne italiensk popmusik. Samt forfatterens uforgribelige meninger om manglerne i nyere klassisk kompositionsmusik; om boksning; om mad; om – ja, tilsyneladende om alt, hvad der interesserer Carofiglio.

Indimellem fører Guerrieri, der boksestræner i sin fritid, lange dybsindige samtaler med sin sandsæk. Jo, sgu!

De mange ind- og udfald fungerer som en effektiv kæp i fremdriften af det næsten ikke-eksisterende plot. Derfor: Arrivederci, Carofiglio, vi ses næppe igen.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter