0 kommentarer

På fersk gerning af Harlan Coben

af d. 6. august 2012
Info
 
Sideantal

381

Udgivet

2011

ISBN

978-87-11-41062-2

Originaltitel

Caught

Udgave

2.udgave

 

Harlan Coben er en dreven krimisnedker med adskillige glimragende thrillere bag sig. Han leverer med usvigelig sikkerhed et stykke ordentligt håndværk – et godt plot, nogle rimeligt troværdige personer og en støt stigende spændingskurve. “På fersk gerning” er en typisk Coben, let underholdning uden de store falbelader.

Dan Mercer har ikke haft et let liv, men har fightet sig ind i kampen om en hæderlig tilværelse. Han er glad for unge mennesker, og de er glade for ham, så han bruger sit liv på at hjælpe og motivere den rast- og rodløse ungdom. Spørgsmålet er, om Dan er lidt mere end platonisk interesseret i mindreårige drenge og piger? I hvert fald bliver han grebet på fersk gerning på vej ind til teenagetøsen Chynna, som han angiveligt har chattet med under foregivende af selv at være meget yngre.

Selv påstår Dan, at han er gået i en snedigt udtænkt fælde. Hans ekskone Jenna bakker ham op; hun lader ham ubekymret passe de unger, hun har med sin nye mand, der dog er an anelse betænkelig. Journalist Wendy Tynes er ikke i tvivl: Hun hænger Dan ud med navns nævnelse på tv, og fra det øjeblik er Dans liv smadret til atomer.

Den kønne, livsglade teenager Haley McWaid forsvinder fra jordens overflade. Er det Dan, der står bag? Og er det også Dan, der er skyld i flere andre unges tragedier? Offentligheden og politiet går direkte efter de lavthængende frugter. Selvtægt ligger lige for, og pludselig er Dan også forsvundet. På hans sidste opholdssted findes blodspor og skudhuller.

Wendy Tynes bliver mere og mere usikker på, om hun er skyld i et justitsmord. Alle, der har kendt Dan godt, er vilde med ham. Og sært nok er flere af Dans værelseskammerater fra college også blevet ødelagt af skandaler, som de selv påstår sig uskyldige i. Er en grum type ude i et altødelæggende ærinde her tyve år efter studiets afslutning?

Coben fanger mesterligt den velkendte amerikanske dobbeltmoral spot-on. Purunge cheerleadere må gerne gå ultraudfordrende klædt, men sex er i øvrigt tabu. De voksne må gerne drikke sig i hegnet i tide og utide, men som forældre danner de bekymrede komiteer, så deres yngel ikke stifter bekendtskab med alkohol i skolerne. Og så er der hele skismaet mellem de åh-så-kristne værdier og den legendariske hævntørst, når nogen træder ved siden af. Parolen er: Skyd først, spørg bagefter. Intet under, at en ny generation af amerikanere vokser op uden tro på andet end håndfaste, materielle statussymboler og en tordnende ligegyldighed over for alt og alle.

Oversætter Jan Pock-Steen yder en udmærket præstation, men er vist ikke selv den store sportsidiot. Hockey hedder på dansk ishockey, og et (baseball)stadium er velsagtens et stadion. Adskillige tyrkfjel skæmmer teksten, men korrekturlæsning er vist heller ikke forlagenes største satsningsområde i disse år.

Tre jævne detektivkasketter herfra.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter