0 kommentarer

Oversvømmelsen af Nina Bolt

af d. 2. december 2015
Info
 
Forfatter
Genre
Sideantal

216

Udgivet

2015

ISBN

978-87-7973-756-3

Udgave

1. udgave

 

Præteenageren Simone flytter sammen med sin mor, Hanna, til Nordsjælland, hvor Hanna har fået arbejde. Hanna arbejder som biolog og skal foretage en lang række prøver og undersøgelser af dyre- og plantelivet i de nærliggende vådområder. Årsagen er, at vejret igennem længere tid har opført sig yderst atypisk med voldsomme storme, skybrud, hedebølger og høje temperaturer året rundt.

I Nordsjælland har mor og datter lejet et stort hus tæt på en nærliggende sø. De glæder sig begge til at flytte ud af byen med al dens larm og forurening og ud på landet, hvor de forventer, at der hersker fred og idyl. Men kort tid efter at de er flyttet ind i huset, rammer et voldsomt uvejr egnen og søen går over sine bredder. Flere huse i området står under vand, og husenes beboere er blevet hjemløse.

Hanna føler, at hun bliver nødt til at gøre noget for at hjælpe områdets mange husvilde beboere. I et øjebliks storsind tilbyder hun derfor, at et ældre søskendepar kan flytte ind hos dem. Cora og Carl er tilsyneladende et par stilfærdige ældre mennesker, der holder sig for sig selv og gør så lidt væsen af sig som muligt. Men efterhånden som tiden går og søskendeparret falder til i huset, viser det sig, at de måske ikke er så tilforladelige endda. Magtforskydninger begynder at indfinde sig blandt huset fire beboere som tydeligvis har hver deres dagsorden og håb for fremtiden.

Jeg har brugt ualmindelig lang tid på at læse denne bog færdig. Hver eneste gang jeg satte mig ned med bogen, gik jeg simpelthen i stå efter ganske kort tid. Det skyldes især, at handlingen er så træg og kun snegler sig ganske langsomt af sted. De fire hovedpersoner fremstår hver især lige så intetsigende og farveløse som handlingen. I det hele taget er der ikke meget opmuntrende eller fængende ved bogen som ellers tager fat på et højaktuelt emne. Nemlig, de truende klimaforandringer som meget vel snart kan forandre den verden, som vi kender i dag. Men et relevant emne er ikke nok til at løfte bogen som mest af alt synes at befinde sig i et dødvande.

Måske fik Nina Bolt også selv nok af det dødvande, hun havde skabt? I hvert fald slutter bogen på en underlig uafsluttende måde og efterlader læseren med en masse uafklarede spørgsmål. Jeg savner i den grad, at forfatteren slutter bogen ordentligt af og binder en knude på hele handligen.

Når jeg alligevel har valgt at give bogen to stjerner, skyldes det, at jeg trods alt fik læst bogen færdig. – Næsten symbolsk læste jeg de bogens sidste kapitler, mens efterårsstormen Gorm regerede udenfor mine vinduer.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter