0 kommentarer

Over mørke vande af Robert Radcliffe

af d. 27. september 2007
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

348

Udgivet

2007

ISBN

978-87-7955-474-0

Originaltitel

Upon Dark Waters

 

Slaget om Atlanten var et af de blodigste kapitler under 2. verdenskrig. England var dybt afhængig af de forsyninger, de modtog via skibskonvojer, og tyskerne gjorde alt, der stod i deres magt for at stoppe konvojerne, både med fly og ubåde. Mere end 60.000 mennesker mistede livet under slaget om Atlanterhavet, som varede hele krigen, og statistisk set havde en soldat større chance for at overleve ved den russiske front end her.

Fortælleren i Robert Radcliffes roman “Over mørke vande”, Stephen Tomlin, var kadat på HMS Daisy, der fungerede som eskortskib for konvojerne. Som gammel mand tænker han tilbage på d. 31. december 1942, hvor Daisy blev sænket. Og på en anden officer ombord på Daisy, Michael Villier.

Villier blev født i Uruguay. Faderen var en engelsk diplomat, som blev dybt forelsket i den livsglade Aurora, der var af god gammel uraguaisk familie. De blev gift, og sønnen Michael blev født.

Han var en svagelig baby. Af frygt for at han skulle dø af tuberkulose, blev han sendt ind til familien i landet, hvor han boede de næste 8 år. Her lærte han først og fremmest at blive en gaucho – en mand, for hvem hesten og kniven er forlængede dele af ham selv. Og først da Michaels far insisterede, kom han tilbage til familien, som snart efter flyttede hjem til England.

Men Michael var blevet splittet af sin opvækst, og da 2. verdenskrig brød ud, var han vendt tilbage til Uruguay for at opsøge familien inde i landet. Et møde med en tysk officer får ham dog til at gå ind i flåden, hvor han ender på HMS Daisy.

Radcliffe har skrevet en spændende roman, som dels beskriver en ung mands opvækst i en splittet verden, og dels beskriver livet ombord på korvetten Daisy under ind i mellem umenneskelige forhold.

Michael Villier er en interessant person, men jeg synes alligevel, at romanen fungerer bedst i de passager, hvor Radcliffe beskriver livet på Daisy og krigens vilkår. Dagligdagens trummerum der pludselig brydes af ubådsangreb. De grusomme billeder af brændende skibe og lig, der kastes rundt i bølgerne. Og det sammenhold som Daisys besætning overlever på. Her er alle brødre.

“Over mørke vande” er en selvstændig fortsættelse til “Under engelsk himmel”. Jeg håber bare, at der også kommer en tredje bog.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter