Pulitzer Prize
0 kommentarer

Oscar Wao & hans korte forunderlige liv af Junot Diaz

af d. 23. februar 2010
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

352

Udgivet

2009

ISBN

978-87-02-07098-9

Originaltitel

The brief wondrous life of Oscar Wao

 

Arme Oscar. Det er ikke spor nemt at være ham. Ikke bare er han tyk. Han er også nørdet. Og han har en familie, der siger spar to. Især moren er et helvede på jord. Altid arbejdsom, altid krævende, altid fordømmende og uforsonlig udi det ekstreme.

Nej, det er ikke spor nemt at være Oscar. Og slet ikke, når man så gerne, så gerne vil i kontakt med det andet køn, men aldrig når længere end til ‘lad os bare være venner, Oscar’, selvom man gang på gang forelsker sig og udviser en ihærdig flid for at gøre sig fortjent til bare en lille stump kærlighed.

Oscar bor med sin familie – mor, søster og en misbruger-onkel – i USA, men kommer oprindeligt fra Den Dominikanske Republik. Og det er her, på besøg hos morens familie, at vi ikke bare får åbenbaret den grumme historie bag morens voldsomme temperament, men også oplever Oscar omsider få indfriet sine længsler i mødet med den noget ældre, men stadig voldsomt yppige Ybón. At den forening så kommer til at koste ham livet, ja, det er sikkert helt i orden, fornemmer man, at Oscar ville have sagt.

Det er en medrivende, sørgmunter og herlig fortælling om Oscar, som Junot Díaz har begået. Og fuldt fortjent vandt han i 2008 Pulitzerprisen for den.

Eneste lille mén er den forvirring, læseren hensættes i gennem mange kapitler, hvor man undrer sig over, hvem i alverden bogens fortæller er. Det viser sig at være søsterens ven, og der er såmænd ingen grund til at hemmeligholde det så længe, som forfatteren gør. Til gengæld for dén irritation kan man så glæde sig over et direkte, over stok og sten-gående sprog, der nok kan få en og anden til at spærre øjnene op. Fuck verden, Oscar! Vive l’amour!

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter