0 kommentarer

Ormene på Carmine Street af Håkan Nesser

af d. 15. marts 2010
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

266

Udgivet

2010

ISBN

978-87-7053-382-9

Originaltitel

Maskarna på Carmine Street

 

“seks fod under jorden
gemmer sig i gryet to blinde orme
adlyder overraskende stemmen fra oven
ændrer retning og mødes som ved en tilfældighed”

Dette digt spiller en væsentlig rolle i bogen – det er således årsagen til at bogens fortæller, forfatteren Erik Steinbeck, og hans kone, kunstneren Winnie Mason mødes. Begge har, uafhængigt af hinanden, nedfældet de 4 linjer på omtrent samme tidspunkt. Hvor Eriks er udkommet i en bog, står Winnies blot noteret i en skitseblok. Winnie opsøger Erik for at finde en forklaring: “Forstår du ikke, at jeg i det mindste gerne ville møde den mand, som et eller andet sted indeni må være identisk med mig selv?”.

De gifter sig, efter at Winnie har gjort det klart, at hun ikke vil have børn. Hun fortæller Erik, at hun har mistet sin første mand og deres lille datter i en trafikulykke, og hun vil ikke udsætte sig for at miste et barn igen. Alligevel bliver hun gravid – og det frygtelige sker: parrets datter Sarah bliver bortført, da hun er 4½ år gammel. Det er nu 17 måneder siden det skete, og Sarah er ikke blevet fundet. Hvor Winnie er overbevist om at Sarah lever, er Erik mere tvivlende. Erik og Winnie er flyttet til New York med “fire fyldte kufferter og to tomme hjerter” – de er blevet fremmede for hinanden.
Erik opdager, at Winnie skjuler noget for ham, og da mr. Edwards, pensioneret privatdetektiv, tilbyder at hjælpe, tager Erik tøvende imod tilbuddet. Da Winnie også forsvinder, må Erik følge hendes spor.

Som der står bagpå bogen er det “en kærlighedsroman med forhindringer”. Jeg vil kalde bogen en blanding af en kærlighedsroman og en krimi – det kan lyde banalt, men er det ikke. Det væsentlige i bogen er skildringen af personerne, med hovedvægt på Erik og Winnie, og deres forhold både før og efter Sarahs forsvinden – på den måde kommer den forsvundne datter Sarah naturligvis til at spille en stor rolle i bogen. Man mærker, at sproget og dialogerne er velovervejet, og det er med til at give en god læseoplevelse.
Specielt den sidste del af bogen er rigtig spændende, og det er meget svært at lægge den fra sig. Kan du lide en stille og velskrevet bog, hvor handlingen skrider langsomt frem, så kan denne anbefales.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter