0 kommentarer

Orkideens Hemmelighed af Lucinda Riley

af d. 18. juni 2016
Info
 
Sideantal

524

Udgivet

2011

ISBN

978-87-92550-97-2

Originaltitel

Hothouse Flower

 

“Huset rækker ud efter os, trækker os ind til sig, kræver af os, at vi vender tilbage. Det er, som om huset ejer os alle, og der ikke findes nogen flugtmulighed. Wharton Park gjorde endog krav på en lille spæd pige, der var født mange tusinde kilometer borte, et barn som slet ikke skulle være født.”

Orkideens hemmelighed er en tragisk historie om kærlighed, bedrag og sorg. Julia er flygtet hjem til England, hvor hun møder Kit, der er Wharton Parks nye ejer. Kit finder en dagbog og giver den til Julia i troen om, at den nok har tilhørt hendes morfar, der var gartner på godset under anden verdenskrig. Dette sætter for alvor gang i handlingen, og sammen med Julia rives læseren med ind i et spind af nervepirrende hemmeligheder.

Lucinda Riley får præsenteret læseren for det gamle England i slutningen af 1930’erne samt det nutidige England. Handlingens omdrejningspunkt er Wharton Park og dets drivhus med de smukke orkideer. Godset spiller en unik rolle både i flashbacks fra 1930’erne og i Julias nutidige liv i England.

Personligt kan jeg godt lide historiske romaner, og denne bog fangede min interesse med det samme. Jeg var ivrig efter at vide mere om de hemmeligheder, der lå gemt i så mange år. Som læser er der ikke noget, der virker mangelfuldt i løbet af historien, men som slutningen nærmer sig, opdages det hurtigt, hvordan afsløringen af hemmelighederne har formet den røde tråd mellem Julia og Kit og personerne, der omtales i flashbackhistorien.

Trods de mange sider, kedede jeg mig ikke, da afsløringerne af en hemmelighed førte til noget nyt i handlingen. Hvis du er til Jojo Moyes’ bøger, vil du også elske denne perle.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter