0 kommentarer

Oprindelse af Dan Brown

af d. 26. oktober 2017
Info
 
Forfatter
Omslag
Sideantal

556

Udgivet

2017

ISBN

978-87-400-4265-8

Originaltitel

Origin - oversat af Jakob Levinsen

Udgave

1. Udgave

 

Dan Brown har i ‘Oprindelse’ hensat det meste af handlingen til Spanien, i særdeleshed Bilbao og Barcelona. Vores gode gamle ven, symboleksperten Robert Langdon (som man efterhånden kun kan forstille sig at være Tom Hanks), er inviteret til Guggenheim museet i Bilbao, hvor hans gamle elev og ven, milliardæren og fremtidsforskeren Edmond Kirsch har varslet en afsløring der vil få banebrydende konsekvenser. Med de store spørgsmål som Hvor kommer vi fra? Hvor er vi på vej hen?, drages vi ind i en historie, der på samme tid virker både dragende og banal.

Jeg undres hver gang over, at jeg bliver ved med at købe Dan Browns bøger når de udkommer. Hans stil er temmelig ensformig og stressende for mig, når man ikke kan afslutte et kapitel uden at blive nødt til at læse videre, for at få svar på den cliffhanger man bliver forelagt i kapitlernes døende linier. Men noget af svaret ligger selvfølgelig i, at han for det meste leverer en god gang underholdning, krydret med de sædvanlige beskrivelser af reelle steder, begivenheder, kunst, arkitektur m.m., så man føler, at man befinder sig i DVD’ens ekstramateriale. Det har en god virkning, og jeg kunne et par gange ikke lade være med at slå et par kunstværker op, så jeg med egne øjne kunne se det beskrevne.

Samtidig kan jeg så ikke lade være med at blive irriteret over stereotypierne: Gang på gang skal vi læse en linje på spansk, for dernæst at få den oversat, som om vi skulle glemme, at vi befinder os i Spanien. Og Langdon skal naturligvis igen igen på en hæsblæsende jagt med en smuk kvinde ved sin side, og atter spøger en mystisk katolsk kirke som skurk, der muligvis har hyret en grum morder, der igen bliver styret af en hemmelig bagmand, denne gang kaldet Regenten.

Men hvorfor også lave om på en formel der virker? Selvom jeg indimellem kedede mig og rent faktisk havde let ved at lægge bogen fra mig, blev jeg alligevel draget videre til slutningen, hvor Brown selvfølgelig har gemt svarene på de spændende spørgsmål. Og slutningen redder bogen, nøjagtig som i ‘Inferno’, der havde en dejlig dystopisk sløjfe, som så ikke bliver nævnt i denne historie.

Selvom Brown også denne gang forsikrer os om, at “Alt, hvad der i denne roman optræder af kunst, arkitektur, steder, religion, videnskab og organisationer, findes i virkeligheden.”, sidder man alligevel indimellem og føler, at man læser Science Fiction, men der er ikke tvivl om, at Brown har sat sig godt ind i tingene, som de tre en halv takkesider bevidner. Hans teorier om hvor vi skal hen er ganske interessante og tankevækkende.

God gedigen underholdning, og selv om jeg sikkert har glemt den om en uge, så køber jeg nok også næste Langdon bog!

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter