0 kommentarer

Ophelia af Lisa Unger

af d. 26. oktober 2012
Info
 
Sideantal

396

Udgivet

2012

ISBN

978-87-645-0623-5

Originaltitel

Black Out

Udgave

1.udgave

 

En psykologisk krimi af en ganske særlig slags. En bog, hvor man som læser ikke helt ved, hvad der er sandt og falsk, hvad der er hvidt og sort. Bogen kan læses på flere planer – og hvem ved, måske er min måde at læse den på kun én af mange tolkninger.

Annie Powers er udadtil en privilegeret kvinde. Hun bor i Florida med sin mand Gray og deres datter Victoria. Alt synes idyl – de bor i et lækkert hus i et velhaverkvarter og elsker hinanden og datteren trives og er en glad og dejlig pige.

Meeennn – for der er et men, Annie har psykiske problemer og hun kæmper ikke kun med indre dæmoner, der findes virkelige dæmoner fra Annies fortid, der truer med at knuse lykken.

Annie har engang heddet Ophelia – er opvokset i en dysfunktionel familie med en mor, der ikke viser hende den fornødne omsorg, og en far, der glimrer med sit temporære fravær. Moderen bliver kæreste med en fange på dødsgangen og bruger al sin energi på ham – og pludselig er Ophelia havnet i kløerne på en sadistisk morder, der truer hendes eksistens – både psykisk og fysisk.

Mellemstykket til historien – er historien om Gray, der redder Ophelia fra morderen, forelsker sig i hende og giver hende en ny identitet som Annie, gifter sig med hende og stifter familie.

Annie går til psykolog for at tackle de psykiske problemer hun har – men aldrig, aldrig fortæller hun psykologen, at hun en gang var en anden, at hun har været Ophelia. Kun Gray og hans forældre kender sandheden.

I lyse og mørke glimt stykkes historien om Ophelias vej til at blive Annie sammen, og undervejs undres man som læser over, hvad der er sandt og hvad der er Ophelias/Annies psyke, der spiller hende og os et puds.

En ganske interessant sammenskruet historie, der afgjort vil være guf for folk, der beskæftiger sig professionelt med psykiske sygdomme og deslige. For mig var den foruroligende – på den gode måde.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter