0 kommentarer

Onkel Toms hytte af Harriet Beecher Stowe

af d. 29. august 2019
Info
 
Sideantal

237

Udgivet

1989

ISBN

87-00-32722-0

Originaltitel

Uncle Toms Cabin

Udgave

3. udgave

 

Det er ikke tit, en bog fra 1852 er læseværdig 167 år efter den er skrevet. Men det er ”Onkel Toms Hytte”.

Jeg læste den sidst som en stor skolepige, og jeg mindes, den var længere end det eksemplar, jeg lige har læst, som er fra Gyldendals udødelige / Gyldendals Børnebogklubber. Men det kan jo skyldes, at jeg var yngre den gang, og at jeg ikke var så erfaren en læser, som jeg er i dag.

Mit eksemplar er fra 1989 – fra den gang, man godt måtte kalde en sort mand en neger, og jeg ved da heller ikke, om bogen kan genoptrykkes i sin oprindelige form i dag.

Ikke desto mindre er Onkel Tom negerslave, han bor i Kentucky hos familien Shelby, der tager sig godt af deres slaver og behandler dem pænt. Tom har en betroet stilling hos familien og kommer godt ud af det både med sin ejer, ejerens kone og børn og sine medslaver. Han er gift med dejlige Chloe og sammen bor de i Onkel Toms Hytte med deres børn.

Skæbnen vil, at Shelby-familien kommer i økonomiske vanskeligheder og må sælge Tom til en slavehandler. Det er ikke gjort med at sælge Tom, hr. Shelby må også sælge husslaven Elizas 5-årige søn for at indfri sin gæld. Eliza er utrøstelig over at skulle skilles fra sin søn og flygter med ham, inden slavehandleren kommer for at hente sønnen, mens Tom affinder sig med sin skæbne og siger farvel til kone og børn for at blive fragtet sydpå for at blive solgt på markedet.

Vi følger nu familien Shelby, Onkel Tom, Onkel Toms familie og Eliza og hendes søn. At være slave er et hårdt og ubarmhjertigt liv, og selv så mange år efter slaveriets ophævelse er det ubærligt at være vidne til den måde, man behandlede mennesker på dengang.

Onkel Tom er kristen, han kan læse og hans moral hjælper ham gennem det trælsomme liv, der bliver hans og hans tro mildner savnet efter hans familie.

Alle tråde spindes sammen til sidst, men ikke alt ender lykkeligt.

Jeg er meget imponeret over, at sproget flyder så let med nutidens læseøjne, og at bogen på fineste vis tager læseren i hånden og fører ham eller hende tilbage til en sort æra i menneskehedens historie.

Bogen er udkommet i et utal af versioner og med forskellige forsidebilleder. På mit eksemplar er et smukt billede af Tom med den lænkede hånd under kind. Billedet understreger, at en smuk sjæl ikke kan lænkes. En krop kan ejes og mishandles, en sjæl kan aldrig knægtes.

Bogen kan fint læses højt for lidt større børn, og egner sig rigtig godt til at tage en snak om, at alle mennesker er født lige.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter