0 kommentarer

Ondskabens hotel af Stephen King

af d. 10. august 2005
Info
 
Forfatter
Forlag
Sideantal

436

Udgivet

1999

ISBN

87-418-8820-0

Originaltitel

The Shining

 

En af Stephen Kings allerbedste romaner er ”Ondskabens hotel” fra 1977.

Jack Torrance er skolelærer med en forfatter i maven. Da han bliver fyret fra sit job på Stovington Highschool pga. en uheldig episode med en elev, får han jobbet som opsynsmand på Hotel Overlook i Colorados bjerge. Et hotel, der hver vinter afskæres totalt fra omverdenen pga. sne.

Jack er tørlagt alkoholiker og har et voldsomt temperament, når han drikker, så han ser chancen til at bevise overfor sin søn og kone, at de nok skal klare den, og så vil han samtidig skrive et skuespil, han længe har haft i hovedet.

Sønnen Danny på 5 år har et særligt talent, som kokken Hallorann opdager, da familien ankommer til hotellet på sæsonens sidste dag. Danny kan skinne. Han kan finde ting, der er blevet væk, fornemme folks tanker – og han kan se ting, der sker i fremtiden. Hallorann kan også skinne lidt, og de to knytter en særlig kontakt, da Hallorann advarer Danny mod at opholde sig bestemte steder på hotellet.

Overlook er nemlig ikke et helt almindeligt hotel. I årenes løb er der sket en mængde mord, selvmord og ulykker her, og disse hændelser eksisterer stadig i hotellets korridorer.

Den første tid går alt dog godt. Jack skriver på sit skuespil, og han og hustruen Wendy kommer tættere på hinanden igen.

Men Danny mærker snart, at der er noget galt. Han ser ting i gangene og på værelserne, som ikke burde være der, og som tiden går, bliver det efterhånden også tydelig for Wendy at noget er galt. Selvom der ikke findes en dråbe spiritus i hotellet, begynder Jack nemlig at udvise de samme symptomer, som da han drak, og det går op for Wendy, hvor isolerede de er i bjergene, hvis noget går galt. Og det gør der…

Jacks gradvise nedbrydning er suverænt godt beskrevet, og det samme er forholdet mellem Jack og Danny. Så udover at være en spændende og velfortalt gyser, kan man også vælge at læse ”Ondskabens hotel”, som en fortælling om en familie der udsættes for stress og isolering, og hvordan det påvirker dem.

“Ondskabens hotel” er blevet filmatiseret af både Stanley Kubrick og af Stephen King selv. Begge filmatiseringer er udmærkede, men vil man have den fulde oplevelse, skal man helt sikkert læse bogen, der er i særklasse – selv for Stephen King.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter