0 kommentarer

Ondskabens høst af Robert Galbraith

af d. 11. marts 2016
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

513

Udgivet

2016

ISBN

978-87-02-19116-5

Originaltitel

Career of Evil

Udgave

1. udgave

 

I tredje bind i krimiserien om den barske, etbenede London-detektiv Cormoran Strike og hans attraktive assistent Robin, har Robert Galbraith skruet op for spændingen. “Ondskabens høst” er mere rå og blodig end forgængerne, “Gøgens kalden” og “Silkeorm”, heldigvis uden at sætte den fine persontegning og de nærmest filmiske miljøbeskrivelser over styr.

Men Robert Galbraith aka J.K. Rowling aka Harry Potters mor tager sig også tiden til at nå det hele. 500 sider er immervæk en sjat, når det ‘bare’ handler om at afsløre en psykopatisk morder.

Robin, der stadig døjer med kæresten Matthews sygelige jalousi, modtager en tung pakke på kontoret. I pakken ligger et afskåret kvindeben. Adresseret først til Strike, men dernæst til Robin. Som om morderen vil sige: Det er dig, jeg er ude efter, Strike, men din assistent må hellere passe på.

Hele fire uhyggelige mænd fra Strikes fortid kan være skurken. Heriblandt hans stedfar, der muligvis tog livet af hans mor med en overdosis heroin. De andre tre er ekstremt voldelige, pædofile eller begge dele. Virkelig nogle kedelige typer.

Strike og Robin slås på flere fronter. Værst er det, at morderen tilsyneladende har udset sig Robin som sit næste offer. Økonomien er heller ikke for god. Og deres respektive kærester gør ikke livet lettere. Og så er der det imbecile politi, der som altid forfølger de forkerte spor, med katastrofale følger.

Imens de to detektiver kæmper en ulige kamp mod den koldblodige seriemorder, følger vi denne, mens han begår sine ugerninger. Hele to knive bruger han til at myrde og lemlæste sine sagesløse ofre. Undervejs lytter han til metalbandet Blue Öyster Cult, hvis tekster indleder de mange kapitler.

“Ondskabens høst” er klassisk britisk krimihåndværk af høj klasse. Forfatteren holder sine kort tæt til kroppen hele vejen og manøvrerer så elegant, at Strike – og vi – oven i købet møder morderen undervejs uden at gennemskue det. Ret blæret.

Som altid står Agnete Dorph Stjernfelt for en sømløs fordanskning.

Lån bogen på Bibliotek.dk

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter