0 kommentarer

Ondskaben af Jan Guillou

af d. 4. november 2014
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

350

Udgivet

2003

ISBN

87-7394-802-0, 978-87-7394-802-6

Originaltitel

Ondskan

 

Erik er vant til slag. Skræmmende vant til dem. Hver dag ved middagsbordet er en afvejning af farens humør, så Erik kan sørge for ikke at få en større afstraffelse end at han kan stå model til den uden at komme til at græde.

Erik udvikler et stort talent for at udstå og uddele tæv, men da han efter en særlig grov overhaling af en anden elev bliver udvist fra skolen med besked om at være ondskaben selv, må moren sælge ud af malerierne så Erik kan komme på kostskole.

Erik ser frem til skoleskiftet. Her slår lærerne ikke eleverne, og Erik er overordentligt bevidst om at han vil have sig en uddannelse, så han kan slippe væk hjemmefra. Men godt nok slår lærerne ikke, men kammeratopdragelse er meget udbredt på skolen, og der går ikke lang tid inden Erik havner i firkanten, fordi han har nægtet at pudse fjerdeårs-elevernes fodboldsstøvler.

” – Godt, så har jeg kun et spørgsmål til, fortsatte Erik og sænkede så lidt efter lidt stemmen for at skabe absolut stilhed blandt tilskuerne.

– Må jeg såre dem, så meget jeg vil? Brække en arm eller smadre et næseben for eksempel?

Fra og med nu slap Erik ikke straffepræfekterne med blikket. Da klubmesteren som ventet havde gentaget reglen om, at alt var tilladt, og ingen måtte komme ind i Firkanten, tog Erik hurtigt initiativet. Han sænkede stemmen endnu mere og talte med tænderne hårdt sammenpressede, men med tydelige læbebevægelser, så man kunne se tænderne.

– Du der med næsen. Jeg brækker din næse omtrent midt på. Du kan regne med ødelagt skjorte og bukser, og at du snart skal af sted til sygehuset i en taxa.

– Og du der, tykke, er du højre- eller venstrehåndet?

– Højrehåndet, svarede straffepræfekten med præcis den voksende usikkerhed i stemmen, som var nødvendig.”

Intet på skolen bliver som ventet, og for Erik er det kun et lyspunkt, værelseskammeraten Pierre, lettere overvægtig pacifist, der lærer ham om Ghandi.

Ondskaben er en overordentligt velskrevet bog. Personkarakteristikken af Erik og af Pierre er lammende fascinerende. Ghandi vinder gradvist indpas i Eriks tanker og handlinger, og overgangen fra, nødtvungent ja, men aktiv slagsbroder, til en ung mand med et meget mere aktivt våben end næven er tårevædende nærværende. Jeg håbede med Erik, drømte med ham, og kunne næsten ikke lægge bogen af bare skræk for at afmagt og håbløshed affødt af hændergnidende uretfærdighed skulle lokke ham til at slå igen og miste muligheden for at få en uddannelse og en udvej.

Sjældent har jeg set et så overbevisende portræt af en ung mand. Ondskaben er en dannelsesroman af format – det er ikke uden grund at min udgave er 4. udgave, 6. oplag.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter