0 kommentarer

omina af Naja Marie Aidt og Mette Moestrup

af d. 4. juni 2017
Info
 
Sideantal

61

Udgivet

2016

ISBN

978-87-02-21804-6

Originaltitel

omina

Udgave

1.

 

omina er en digtsamling skrevet af de to forfatterinder Naja Marie Aidt og Mette Moestrup i fællesskab. Hele denne tendens med at udgive bøger skrevet af flere end én er meget oppe i tiden. Dette kan ses som en slags anden-bølge-opgør med idéen om forfatteren som en skrivende singularitet, men dette er ikke et emne, jeg her skal fortabe mig i. Blandt andet fordi, det rent faktisk ikke har den store betydning, når det angår læsningen af et værk som dette.

Titlen omina er det latinske flertalsord for tegn eller varsel. Det er i denne kontekst, samlingens skal læses – som en lang række varsler. Men hvad varsler bogen så om? Jo, der er to begreber som går igen og igen: hestens år og amazone.

De to forfatterinder er født i henholdsvis 1963 og 1969. Midt mellem disse finder man året 1966, som ifølge den kinesiske kalender er netop hestens år. Heri findes altså det første varsel: denne samling er en personlig ytring, udsagt fra et punkt midt mellem de to forfatterinder. Ordet amazone går som sagt også igen gennem hele samlingen. En amazone er en krigerinde kendt fra oldtidens græske sagnhistorier. Der er altså noget krigerisk på spil. De to forfatterinder iklæder sig amazonernes krigsmondering, og drager til kamp med hestens stædighed og styrke – men hvad er det så de går i krig imod, eller måske rettere for? Ser man på digtenes temaer, bliver det klart. De handler om livets hårdhed og blødhed . Hele samlingen er bygget op som et spændingsfelt mellem disse emner. Indledningsvis lyder det således:

”dette skal handle om

tvivl og dette skal

være en hammer

af brændende stål”

 

” dette skal handle om

hjertets hårdhed

og dette skal være blødt

som et afskåret bryst”

 

Allerede her er splittelsen mellem livets hårdhed og dets bløde sider trukket skarpt op. Digtene er således indblik i (eller måske snarere varsler om) hvad livet måtte byde. Det er individets blødhed, eller hårdhed, overfor tilværelsens strabadser. Digtsamlingen traver videre i dette spor til enden, og der er en klar tematisk sammenhæng fra start til slut. Desværre bliver det en anelse monotont og til tider en smule banalt. Digtene bliver for drevne, og deres varsler formår hverken at provokere eller ægge læseren til noget. Derfor er dette sandsynligvis ikke en digtsamling, jeg kommer til at genlæse. Så vil jeg langt hellere gå en tur tilbage til de respektive forfatterinders litterære bagland.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter