0 kommentarer

Og vi kom over havet af Julia Otsuka

af d. 21. august 2014
Info
 
Forfatter
Genre
Sideantal

189

Udgivet

2014

ISBN

978-87-92845-93-1

Originaltitel

The Budda in the Attic

 

Med sin stærkt feminine synsvinkel kaster Julie Otsuka lys på en lille brik af den store amerikanske immigrationsfortælling. Et mere dunkelt hjørne: japanerne, der i årtier slider som landarbejdere og tjenestepiger i USA, indtil de i 1941, med bombardementet af Pearl Harbor, anses som fjender og forsvinder bort i lejre.

“Og vi kom over havet” gør denne del af USA´s historie særdeles nærværende. En skibsladning unge japanske postordrebrude forlader familierne hjemme i Japan for at blive gift med unge smukke mænd i Californien. De har skrevet breve med dem og udvekslet fotografier og drømmer om en succesfuld fremtid i det nye.

“De fleste af os på skibet var meget dygtige og var sikre på at vi ville blive gode hustruer. Vi kunne lave mad og sy. Vi kunne servere te og arrangere blomster og sidde stille på vores flade fødder i timevis, uden at sige noget som helst af betydning. En pige må kunne gå i ét med et rum: Hun må kunne være til stede uden at mærkes.” (s. 12)

Men virkeligheden er ganske anderledes, da de møder deres ægtemænd på den anden side af havet.

Det er en flot komponeret fortælling, der tager læseren med ind i de mindste menneskelige detaljer – om drømme, håb, fornedrelse, overlevelse og kærligheden til børnene. Der er små spidsfindige strejf af humor og oprør, oftest skrevet i kursiv. F.eks. på interneringsdagen tager de alle af sted på forskellig vis:

En “tog af sted bærende på et vaskebræt af træ og en etikettebog af Emily Post, som hun havde lånt på biblioteket. “Den skal først afleveres i næste uge, sagde hun.” (s. 152)

“Taruko efterlod en lille leende buddhafigur af messing oppe i et hjørne på loftet, hvor han sidder og ler den dag i dag.” (s. 157)

“Takaki efterlod en pose ris under gulvbrædderne i sit køkken, så hendes familie ville have noget at spise når den vendte tilbage.” (s.157)

“Fortællerstemmen” er et stærkt “vi”, og det får næsten karakter af et “epos” – ikke om store heltegerninger, men om almindelige (japanske) kvinders stærke evne til at tilpasse sig og overleve på fremmed og ikke altid venlig grund. Et lignende “vi” gør Carsten Jensen brug af i “Vi, de druknede”, selv om han samtidig benytter mere gennemgående hovedpersoner. Det gør Otsuka ikke. Her er man lidt på arbejde med at høre om nye personer og nye situationer hele tiden. Det giver en unik og stærk oplevelse – enkelte gange lidt trættende. Trods dette må romanen have fem stjerner, fordi den er en modig, helstøbt og vigtig fortælling.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter