0 kommentarer

Og bjergene gav genlyd Af Khaled Hosseini

af d. 7. februar 2014
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

445

Udgivet

2013

ISBN

978-87-638-2924-3

Originaltitel

And the mountains echoed, oversætter: Marianne Linneberg Rasmussen

 

Med “Drageløberen” og “Under en brændende sol” har Khaled Hosseini skabt sig et navn i de litterære superstjernes absolutte top. Fuldt fortjent. De to bøger går direkte i hjertet; hver især er de uomgængelige på en måde, som havde forfatteren skrevet dem med det afghanske folks blod.

Som få andre kan Hosseini kunsten at fortælle en god og vedkommende historie i et smukt, lettilgængeligt sprog. Han er hverken fin på den som flere af hans feterede kolleger (Rushdie, Eco oa.) – eller leflende, som blockbuster-skribenter ofte bliver for at tiltrække den bredest mulige læserskare (Guillou, Ludlum m.fl.). Hosseini er som en gammeldags eventyrfortæller, der bruger præcis de virkemidler, som skal til for at underholde publikum.

Og virkemidlerne hos Hosseini er uhyre bevidst at smide de både eksotiske, charmerende, chokerende og ligefrem tårekanalprovokerende forhold i Afghanistan lige i hovedet på den uforberedte (vestlige) læser.

Således også i Hosseinis nyeste storværk “Og bjergene gav genlyd”. Man spærrer øjnene op, man hygger sig gevaldigt, man raser, og man er sågar tæt ved at knibe en tåre. Men kun tæt på. For bogen har nogle indlysende mangler i forhold til sine to forgængere. Den vil simpelt hen for meget i bredden og når derfor aldrig helt i dybden. Rent følelsesmæssigt er “Og bjergene gav genlyd” slet ikke lige så gribende, selv om der da er masser af rørende momenter undervejs.

Rammefortællingen er en art familiesaga, der starter i en lille, ludfattig landsby i 50’erne. Her tvinges en far til at adskille to uadskillige søskende, som herefter hver især bærer et navnløst savn med sig resten af deres dage. Først det meste af et liv senere mødes Pari og Abdullah igen under hjertegribende omstændigheder. Imellem starten og slutningen følger vi forskellige personer, der på direkte eller indirekte vis har indflydelse på familien og de to menneskers skæbne. Herrer og tjenere, narkobaroner og læger, mænd og kvinder. Handlingen flakser mellem Afghanistan, Frankrig, USA og Grækenland.

Som altid skriver Hosseini medrivende og flot. Det er nogle gode historier, han fortæller, og personerne er alle interessante bekendtskaber. “Og bjergene gav genlyd” er et stort spraglet stof, smukt bredt ud og præsenteret. Personligt savner jeg bare nerven, uomgængeligheden, der pulsede som en levende arterie gennem både “Drageløberen” og “Under en brændende sol”.
Hosseinis to første bøger ville jeg uden tøven give 6 stjerner, hvis det var muligt. Med den målestok skal “Og bjergene gav genlyd” have 4 stjerner. 3 er for lidt, 5 for meget.

Til sidst et eksempel på, hvordan de episke ambitioner koster, når vi skal i dybden med personerne. Her er en rig, forkælet dreng blevet venner med en fattig knægt på samme alder:

“De glimt af Gholams liv, som Adel havde fået lov at få, tegnede et billede af en tilværelse, der var fuld af problemer, uforudsigelighed og modgang, men også eventyr – et liv, der var helt anderledes end Adels, selv om det praktisk taget udspillede sig inden for en spytklats afstand.”

 

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter