0 kommentarer

Offer 2117 af Jussi Adler-Olsen

af d. 14. juni 2019
Info
 
Sideantal

490

Udgivet

2019

ISBN

978-87-400-4163-7

Udgave

1. udgave

 

Journalisten Joan Aiguader er klar til at tage sit eget liv. Uden en klink på lommen, med en trist familiehistorie bag sig og en kæreste, der er skredet – hvad er der at leve for? Men pludselig øjner han en chance for at redde karrieren: et indslag i TV giver ham en ide – han vil tage til Cypern for at skrive om en af de døde flygtninge, der er drevet i land. Offeret, nr. 2117, er en ældre kvinde. Han vil fortælle hendes historie og illustrerer artiklen med fotos. Snart bliver Joan ufrivilligt viklet ind i historien som en brik i et større spil – uden mulighed for at slippe væk.

Da Assad ser billederne fra artiklen, får han et chok. Han genkender ikke blot den ældre kvinde, men også 2 kvinder og en mand i baggrunden.

På et værelse i en villa et sted i Danmark sidder den unge, vrede Alexander og spiller ‘Kill Sublime’ på sin pc. Han har låst sig inde på sit værelse og kommer kun ud, når forældrene er taget på arbejde. Også Alexander ser artiklen – den ældre kvinde på billedet minder om hans mormor. Han beslutter, at når han har nået 2117 wins i sit spil, vil han halshugge sine forældre, som han hader dybt og inderligt, med sit skarpe samuraisværd, en arv fra hans bedstefar. Alexander morer sig med jævnligt at ringe til den usikre og nervøse Gordon i afdeling Q.

På politistationen, hvor afdeling Q holder til i kælderen, bliver det meddelt, at deres leder, Lars Bjørn, pludselig er død under en løbetur. Dette påvirker Assad meget mere end resten af afdeling Q. Det viser sig, at Lars Bjørn, hans bror og Assad har nogle yderst traumatiske oplevelser til fælles.

Bogen, nr. 8 i serien om afdeling Q, har Assad som gennemgående hovedperson. Assad fortæller sin grufulde historie til kollegaerne i afdeling Q, og vi kommer ind bagved den skal, han har skjult sig bag. Den gådefulde, intelligente, lidt klodsede Assad, der ikke er så god til de danske vendinger, manden, som har en kamelvits til enhver lejlighed og som vi hidtil ikke rigtigt har kunnet blive klog på, viser sig at have frygtelige traumer i bagagen. Nu bliver der rusket op i fortiden, han må træde ud af sit skjul og handle – han har brug for Carls hjælp. Og det haster.

Det er en bog med politiske toner, en meget voldsom bog, der beskriver tortur, hævn, ødelæggelse af mennesker og stærk tro – så stærk at man er villig til at dø. Den er spændende, dramatisk og ikke for svage sjæle. For hver bog lærer vi hovedpersonerne bedre at kende. I bog nr. 7 var det Roses historie der fyldte – i denne er det Assads. Bogen har været 3 år undervejs, Jussi Adler-Olsen fortalte på krimimessen i Horsens, at han har haft nethindeløsning, og derfor i en længere periode ikke kunne skrive. Derfor tog det lidt længere tid – men bogen var værd at vente på. Den kan godt læses uden at have læst de første 7, men det ville være synd, for det er i høj grad hovedpersonerne i afdeling Q og deres historier, der bærer bøgerne.

 

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter