0 kommentarer

Offentlige hemmeligheder af Alice Munro

af d. 17. september 2014
Info
 
Forfatter
Forlag
Sideantal

375

Udgivet

2014

ISBN

87-568-1253-1

Originaltitel

Open Secrets

 

Alice Munro efterlader dig med to muligheder. Enten kan du lide hende. Eller også elsker du hende. Sympatien er der med det samme. Og for mange bliver kærlighed hurtigt den dominerende følelse! Store ord i september – men nobelpristageren Munro er også en helt særlig dame.

Om hvor mange forfattere kan du sige, at du elsker hvert et ord, de har skrevet? “Offentlige hemmeligheder” er den 4. novellesamling af Munro, jeg har læst, og utroligt nok er der ikke en eneste mislyd i nogen af de mange dejlige historier. End ikke Murakami holder så højt et bundniveau.

Bogen er fra 1994, men føles frisk fra fad. Endda med en mysticisme, der tilfører hendes særegne hverdagsrealisme et strejf af noget pirrende. Man er på gyngende grund undervejs og nyder følelsen af usikkerhed i fulde drag.

Allerede i første novelle, “Revet med” kommer tågerne væltende. Under 1. verdenskrig modtager den kønne, noget ensomme bibliotekar, Louisa, brev fra en ung mand ved fronten. Han regner med at dø snart og ræsonnerer, at så er der ikke noget forgjort i at erklære Louisa sin kærlighed. Louisa rives med (!) af brevvekslingen, og da den unge mand overlever, regner hun med snart at se ham på biblioteket. Sådan går det naturligvis ikke. De bliver begge gift til anden side og mødes først igen sent i livet. Eller gør de? Er Louisa i virkeligheden en drømmer, og har hun altid været det, eller sker der ting, vi læsere bare ikke fatter? Det kildrer behageligt.

Bogens øvrige syv noveller holder ubesværet samme standard. Historierne tager udgangspunkt i den lille canadiske by Carstairs og foregår alle i første halvdel af 1900-tallet. Hovedpersonerne er kvinder – unge, gamle, almindelig, sære, altid interessante.

En af kvinderne tages til fange i Albanien, vender tilbage, men har tillagt sig et værdisæt, der er uforeneligt med det materialistiske Vesten. En anden drages så meget af en mand, der ikke vil hende, at hun forfølger ham helt til Australien og foregiver at være en helt tredje. To af kvinderne forsvinder, en vender tilbage – har hun været ombord i et rumskib?

I et smukt dagligdags sprog spinder Alice Munro ender om menneskelige skæbner, der ikke er så forskellige fra os selv – vi identificerer os med dem – men som oplever nogle ting, der får os til at studse og blive nysgerrige. Ydre pragt og larmende effekter er hos Munro erstattet af en insisterende inderlighed, der åbner læserens hjerte for at ænse det store i det små. Uprætentiøst, gribende, pokkers underholdende.

Munro er lige så svær at komme udenom som Selma Lagerløf. Har du ikke læst de to store damer, mangler der noget i din dannelse. Noget væsentligt.

Lisbeth Møller-Madsen oversætter fornemt, men jeg savner alligevel Ida og Gudrun Jessens kongeniale fordanskninger. Der er en helt særlig nerve i den Jessenske Munro-tilgang. Desuden har der indsneget sig et par håndfulde korrekturfejl, som ikke er klædelige på det niveau.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter