0 kommentarer

Øjensamleren af Sebastian Fitzek

af d. 28. marts 2012
Info
 
Sideantal

401

Udgivet

2011

ISBN

978-87-645-0503-0

Originaltitel

Der Augensammler

 

Endnu en gang blæser Sebastian Fitzek læseren ud af skoene med en grusom thriller, der efterlader én med en grum følelse indeni.

Alexander Zorbach er tidligere politimand. Efter at have dræbt en kvinde i forsøget på at redde et kidnappet barn, er han dog stoppet i tjenesten, og nu arbejder han som kriminalreporter. I den forbindelse har han skrevet om en seriemorder, som medierne har døbt Øjensamleren. Øjensamleren myrder moren, bortfører barnet og sætter et stopur i gang, der giver faren 45 timer til at finde sit barn – ellers dør det.

Da Øjensamleren slår til igen, bliver Zorbach personligt involveret. Hans pung findes på gerningsstedet, og også andre spor leder politiet i hans retning. Men det værste er, at Zorbach ikke selv husker, hvad han lavede på gerningstidspunktet. Og da han opsøges af den blinde fysioterapeut Alina, som fortæller, at han selv har ringet og bedt hende komme, bliver han for alvor bekymret.

Zorbach forsøger desperat at stoppe Øjensamleren og samtidig finde ud af, hvorfor han er blevet inddraget i spillet, mens politiet er i hælene på ham. Det fører til en katten efter musen jagt gennem Berlin, hvor kapitlerne skiftevis fortælles af Zobach, den 9-årige Tobias og politiet.

Sebastian Fitzek er en af mine yndlingsforfattere. Lige siden jeg læste “Terapien” af ham, har jeg ventet med længsel på hver ny udgivelse. Fitzek er en sand mester ud i den psykologiske thriller, og evner både at lave et overraskende plot, samtidig med at han skaber en fortættet atmosfære og får personerne til at stå lyslevende.

I “Øjensamleren” har han også leget lidt med opsætningen af bogen. I stedet for at starte med kapitel 1 begynder romanen med Epilogen på side 401, og så starter en nedtælling frem til side 1, hvor historien både slutter og starter. Det er rigtig godt lavet, og Zorbach kommer på den måde endnu tættere på.

Fitzek serverer ikke bloddryppende historier med fokus på volden og brutaliteten. I stedet for er det det psykologiske spil som fører historien videre, og han er eminent til at lave labyrintiske historier, som vikler hovedpersonen – og læseren – dybere og dybere ind i plottets kringelkroge.

“Øjensamleren” er en grum, men velskrevet thriller, som absolut kan anbefales. I efterordet nævner Sebastian Fitzek, at han har samlet så meget stof i forbindelse med researchen til “Øjensamleren”, at han overvejer at skrive endnu en bog med Alexander Zorbach og Alina i hovedrollerne. Det vil jeg håbe, at han gør, for makkerparret er et spændende bekendtskab, som jeg gerne vil høre mere til.

I det hele taget kan jeg anbefale at læse alle Sebastian Fitzeks bøger, der på dansk er: “Terapien”, “Sjæleknuseren”, “Splinten” og “Øjensamleren”.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter