0 kommentarer

Øen af i går af Umberto Eco

af d. 19. august 2011
Info
 
Sideantal

440

Udgivet

1995

ISBN

87-553-2224-7

Originaltitel

L'isola del giorno prima

 

Sommeren 1643. Roberto de la Grieve overlever som den eneste ombord et frygteligt forlis i en frådende orkan. Han driver bevidstløs omkring, bastet til en dør, indtil han med ét vågner i smult vande neden for et skib, der ligger for anker ud for en paradisisk ø. Roberto finder til sin undren skibet forladt, men fuldt lastet med mad og drikke til ugers sejlads. Hvad er der sket med besætningen, hvorfor er der så mange mekaniske ure ombord, og hvem er den mystiske fremmede, der leger kispus med Roberto?

Måneder forløber ombord på det gode skib, Daphne, med forjættende udsigt til Øen af i går. Vil Roberto nogen sinde nå ind gennem brændingen? I lange flashbacks møder vi den unge, italienske adelsmand, der i årene forud deltog i en blodig krig, mødte sine drømmes kvinde i elegante Paris og endelig som offer for en sammensværgelse blev tvunget med som deltager på det farefulde togt, der skal kortlægge Terra Incognita, globens hvide pletter.

Lyder bogen spændende? Det er den IKKE! Eco er en meget, meget lærd mand, og hans mål med denne udgivelse er bestemt ikke at underholde. Det er at belære. Om sprog, filosofi, teologi, astronomi, astrologi, geografi, biologi, litteratur, historie; you name it. Han øser gavmildt af sin viden; så gavmildt, at man som læser må sande, at vejen gennem undervisningen – ej plottet – er målet i sig selv.

Langt over halvdelen af bogen har intet med ovennævnte historie at skaffe. Eco dykker eksempelvis ned i en ekstremt minutiøs gennemgang af problemerne med at fastlægge de korrekte længdegrader i 1600-tallet. Over 50 sider bruges på at analysere forskellige metoder og forkaste dem igen. Der er kun optræk til munterhed, når den tids afsindige overtro bliver luftet.

Ecos problem er, at alle de begavede pointer flyver milevidt hen over hovederne på halvfems procent af hans læsere. Måske ved han det selv? Bemærk den gumpetunge ironi, der lægges for dagen, når han som alvidende fortæller prøver at undskylde, at der vitterlig intet er sket de første mere end 100 sider: “Hvis dagene om bord på et forladt skib er indholdsløse, så er det ikke noget, man kan lægge mig til last – det er nemlig slet ikke sikkert endnu, at det overhovedet er værd at nedskrive denne historie…”

Selvmål, Umberto! Efter endt læsning må jeg sige, at du i stedet skulle have satset på en videnskabelig afhandling. Du dratter ned mellem to stole og scorer følgelig kun én stjerne.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter