0 kommentarer

Nyskoven af Edward Rutherfurd

af d. 11. juni 2017
Info
 
Sideantal

843 sider i 2 bind

Udgivet

2017

ISBN

978-87-7148-256-0

Originaltitel

The Forest

Udgave

2. udgave

 

Gennem årtusinder har Nyskoven knejset ved den Engelske Kanal. Træerne har sørget for mad og ly til dyr såvel som mennesker, mens årstidernes skiften har været det eneste tegn på tidens gang. Men end ikke i Nyskoven kan tiden vedblive at stå stille.

”Nyskoven” er Edward Rutherfurds fjerde roman. Som altid er her tale om en velskrevet roman, der med udgangspunkt i et sted beretter om historiske begivenheder gennem en række slægter. Rutherfurd skrev i debutromanen ”Sarum” om 10.000 års engelsk historie, men i ”Nyskoven” får vi dog ‘kun’ 900 års historie på de godt 800 sider.

Romanen starter i 1099, hvor Nyskoven bliver rammen om et kongemord. Vilhelm Erobrerens søn Rufus er konge over England, mens den anden søn, Robert havde arvet Normandiet, og den sidste søn, Henry kun havde arvet indtægter. Rufus ønsker dog at bliver konge over både England og Normandiet, og i sidste ende koster det ham livet.

Den begivenhed og en række andre historiske punktnedslag fletter Rutherfurd ind i fortællingen om en gruppe slægter fra Nyskoven – både virkelige og fiktive – som vi følger fra 1099 og op i nutiden. Familierne spænder fra adelige over smuglere og bønder til præster, fiskere, skovmænd m.m. På underholdende vis følger vi familiernes hverdag, men får også indblik i de større politiske linjer med borgerkrig, kampen om kronen og de mange intriger for at skaffe magt, ære og penge til slægten. Vi hører om deres glæder og sorger; om kærlighed og had; og om dagligdagen og de dramatiske øjeblikke. Alt sammen fortalt så personerne fremstår farverige og levende.

Ind i mellem de menneskelige dramaer og de større historiske begivenheder får Rutherfurd også formidlet en masse facts om både skoven og de forskellige tidsaldre. Det er et imponerende stykke researcharbejde, og som læser lærer vi om alt lige fra opbygningen af et cistercienserkloster over foranstaltningerne til at sikre England mod den spanske Armada i 1588 til dannelsen af Office of Woods og de heraf følgende konsekvenser for Nyskovens beboere.

Jeg er stor fan af Rutherfurds romaner, som – selvom de er lange – som regel er både vældigt underholdende og lærerige. ”Nyskoven” er dog ikke hans bedste bog. For selvom familierne er interessante og beskrives godt, så er der også dele af romanen, der føles mere som fyld, bl.a. når Rutherfurd beretter om et lyst dådyrs historie eller vi skal høre det gamle egetræs beretning. Så kan jeg bedre lide de afsnit, hvor man virkelig fornemmer den historiske baggrund gennem personernes liv.

Men selvom ”Nyskoven” ikke hører helt til i toppen, så er man nu stadigvæk i godt selskab undervejs med familierne Albion, Seagull, Totton, Furzey, Puckle, Martell, Grockleton og Pride. Så er du til grundige historiske romaner, og har du læst ”Sarum” af Edward Rutherfurd, så kan du roligt give ”Nyskoven” en chance.

”Nyskoven” har tidligere været udgivet under titlen ”Skoven”, men er nu kommet i en nyoversættelse af Birgitte Brix.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter