0 kommentarer

Noveller af Steen Steensen Blicher

af d. 22. december 2008
Info
 
Sideantal

192

Udgivet

2008

ISBN

8702066351

 

Bogen er en fin samling af nogle af Blichers klassiske fortællinger, og så er det en meget lækker bog at sidde med. Dejligt tykt papir og med sorthvid illustrationer af tegneren Mette Dreyer. Også Jens Smærup Sørensens forord løfter læsningen op.

Steen Steensen Blicher er en forrygende fortæller med mange stemmer og stilarter, som veksler alt efter historiens setting og persongalleri. Lige fra den tunge jyske melankoli til den sprælske røverhistorie.
Altid fornemmes der dog en stærk længsel i fortællingerne, som minder læseren om, at “skrift er begær og livslyst” (citeret fra forordet).

Særligt – og på hver sin måde – er “Ak! Hvor forandret!” og “Præsten i Vejlbye” gode og gribende noveller.

“Ak! Hvor forandret!” er historien om Peer Spillemand, en fantast og klovneagtig fyr, som lever fuldstændig i tankernes og fortolkningernes verden. Virkeligheden når ham ikke, og han misforstår vist alt, hvad der er muligt at misforstå.
Som ung betages han voldsomt af den skønne Maren og tolker selvfølgelig hendes manglende interesse som en form for sofistikeret forelskelse i ham. Meget går galt og på meget humoristisk vis.
Som ældre opsøger han Maren på hendes hjemegn og finder hende gift med sin ungdoms gode ven, og han væmmes straks over deres prosaiske tilværelse med arbejde og børn. Naturligvis tolker han deres manglende glæde over gensynet som netop flovhed over deres eget hverdagsliv.
Novellen peger på flere ting. Tiden, som går og forandrer de, der tager del i livet og lader andre fuldstændig uforandrede. Den romantiske kærlighed, som kun ved at forblive uforløst, kan vedblive at være ophøjet, evig og æstetisk. Og endelig opfattelsen og fortolkningen af virkeligheden, som kan være så uendelig forskellig alt efter øjnene, der ser.

“Præsten i Vejlbye” er en tragisk, næsten krimiagtig, historie om en mand, der dømmes uskyldigt.
Det er en godt struktureret fortælling med et plot og et overraskende vendepunkt et godt stykke inde i teksten – som selvfølgelig ikke skal afsløres.
Som i flere andre af Blichers noveller er der en ulykkelig kærlighedsaffære i spil og store længsler sættes på ord.

Sproget i novellerne er som Blicher skrev. Af og til så jysk, at gloser har været nødvendige, men man læser sig langsomt ind på det.

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter