0 kommentarer

Noget frygteligt er altid lige ved at ske af Lars Kramhøft

af d. 4. juni 2020
Info
 
Sideantal

132

Udgivet

2020

ISBN

978-87-7176-116-0

 

Her er tegneserien som enhver ung mand bør læse for at forstå sin egen lidelse og sin egen identitet samt sit ståsted i verden. Det lyder stort, hvilket Lars Kramhøfts fantastiske og frygtelige fortælling også er. Der er helt grundlæggende følelser og spørgsmål på spil i unge fortællers liv, for hvordan positioner man sig som usikker ung mand der lige er flyttet fra reden, og hvordan etableres kontakter på et nyt elitestudie, hvor alle er sig selv nærmest – eller i nattelivet; alle situationer hvor livet hurtigt fremstår som et evigt spil om magt og hierarki. Der er (frygtelig) meget spil, og den navnløse unge mand – Kramhøfts tegnede alter ego, fanges hurtigt i en malstrøm der ender med depression og angst, dog uden at det bliver helt så frygteligt sort at følge, for det er hverken selvynkende eller -smagende og der er ind imellem små lune kip på hatten af de forskellige machostereotyper.

For en ung læser er der her en sårbar ung figur at identificere sig med, uden at der er tale om en påtaget offerrolle, for selvom tematikken er tung og sort, er der som nævnt ingen klynk. Der er derimod indsigt og refleksion, så vi via situationerne får en forståelse af hvor depressionen kommer fra og hvordan den får kraft og til sidst leder til angst.

Kramhøft har en gennemført og tiltrængt fortællerstemme i en tid hvor feminisme, politisk korrekthed og kønsidealer får lov at fylde alt for meget. Der er alt for mange vildt opskruede forventninger og krav at leve op til. Forældres, det modsatte køns og samfundets. Krav om at opnå en god uddannelse og skabe sig selv en imponerende karriere, helst imens man lever op til Olympens kropsidealer. Hvor er der plads til den helt almindelige unge mand, hans liv og tanker?

Grafisk benytter Kramhøft et udtryk der peger mod udlandet, alene farvevalget og den bløde simple streg minder om Riad Sattoufs stil og farvebrug i ‘Fremtidens araber’. Det er ikke kun grafisk at Kramhøft skiller sig ud, allerede fra starten spiller han en joker ud til sin læser, for endepunktet er side 1. Sidetallene tæller ned og som titlen mere end antyder venter der noget frygteligt til slut. Men læs den for helvede alligevel.

Lån tegneserien på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter