0 kommentarer

Nøleren af Klaus Rifbjerg

af d. 18. oktober 2012
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

226

Udgivet

2012

ISBN

978-87-02-02615-3

 

Skriver en 80-årig stadig godt nok til, at man gider læse ham?

Det var med mild skepsis, jeg kastede mig over Rifbjergs seneste epos, “Nøleren”, for selv om manden for et halvt århundrede siden regnedes for dansk litteraturs enfant terrible og sammen med progressive kolleger glimrede ved at ryge tjald på Kulturministeriets trappe i en aktion for fri hash, er det ingen hemmelighed, at han med årene er blevet en knarvorn ældre herre; en ronkedor, som han selv ville sige.

Hvad er så svaret på det indledende spørgsmål? Svaret, min ven, blæser ærlig talt i vinden… Når Rif er bedst, er han (stadig) fremragende. Når han er værst, er han (stadig) pisseirriterende. “Nøleren” er fyldt med alle de noder og unoder, Store-Klaus har været kendt for siden tidernes morgen.

Plottet er så simpelt, at det er næsten ubegribeligt, at man kan spinde en 226 sider lang ende over det: Hovedpersonen, en pensioneret litteraturprofessor, der kalder sig selv Nøleren og et langt stykke hen ad vejen er forfatterens alter ego, mister et selvportræt af den berømte maler Nikolaj Værn. Nøleren giver sig halvhjertet til at lede efter skilderiet, mens han filosoferer over det forliste venskab med den flamboyante, men ikke voldsomt sympatiske maler.

I tilbageblik møder vi de kække knægte under krigen og i deres opvækst og storhedstid, mens de laver ulykker, knepper piger, tænker tanker, bliver gift, bliver gamle, nærmer sig støvets år. Det er for så vidt ganske hyggeligt, men jeg ville nok hellere have læst om Rifbjergs eget liv, for man sidder med en følelse af, at manden har plantet sig solidt mellem to stole – i det tomrum, hvor en fiktiv person futter rundt og udtrykker forfatterens egne uforgribelige (og ofte sympatiske) meninger om litteratur, politik, levemåde.

Kald mig gerne Mads, hvis denne tirade fra Nøleren ikke er Rifs egne idiosynkrasier: “Der er ikke sket en skid i de år, vi har levet, der kan siges at have ført verden i en ny og bedre retning, tværtimod, det er gået støt tilbage. Hvor der før var stille, er der nu larm, hvor man før kunne trække vejret, bliver man nu kvalt, hvor der engang var tænksomhed, er der i dag underholdning, hvor der engang var beskedenhed, er der nu grådighed, hvor der engang var overbærenhed, er der had.”

Handlingsgangen er (undskyld!) nølende, bogens titel bliver en selvopfyldende profeti. Et par, gode skarpe replikker i ny og næ efterfølges uvægerligt af mange siders indre monolog. Det er som at være i selskab med en skarpsindig olding: Momentvis interessant, men alt for ofte fodslæbende langsommeligt.

Eller som Nøleren selv udtrykker det: “Mit problem var en bagatel eller en lystig sløjfe på en historie, man nærmest skulle gøre vold på sig selv for at finde interessant.”

Heldigvis fornægter Rifbjergs berømte vid sig ikke. For fanden, manden skriver røven ud af bukserne på de fleste, når han giver den gas. Som i en kostelig scene, hvor Nøleren er ved at anmelde tyveriet af det famøse skilderi til en ualmindeligt dorsk politibetjent: “Navn, stilling, adresse, personnummer, ja, hvorfor ikke tage skonummeret med? Det er sære minimalia, der udgør ens identitet, når det kommer til stykket, og hvor lidt opmærksomhed de vækker, når man står overfor en person, der ikke aner, hvad man ellers er, hvis man er noget.”

Forfatterens selvbevidsthed er intakt. Fx opremser hovedpersonen i sin egenskab af litteraturprofessor mange betydelige, danske forfatterskaber, blandt andre – Rifbjergs.

Lad os fade ud med et par eksempler på det, Rifbjerg både er elsket og hadet for – hans brilleren (blær?) med et tilsyneladende uudtømmeligt, ofte selvskabt ordforråd. Døm selv: Blodtrykket “skvalper af sted i alt for tynde årer”; væggene i kælderen er ikke blot “svummede”, de “emanerer” ligefrem træthed; for ikke at tale om “zünftighed”, “lascive”, “allusion”, “heutzutage”, “primen i fingerspidserne”, “eskamotere”; samt en syndflod af krukkede forkortelser à la “på gr. af” m.fl.

Skal man grine eller græde?

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter