0 kommentarer

New York af Edward Rutherfurd

af d. 1. november 2011
Info
 
Sideantal

911

Udgivet

2011

ISBN

978-87-92550-40-8

Originaltitel

New York (engelsk)

 

Jeg er en trofast læser af Edward Rutherfurd, som jeg synes har opfundet et utrolig spændende koncept i sine historiske romaner, hvor han tager udgangspunkt i en lokalitet og så følger udviklingen gennem forskellige familier over tid.

Indtil videre har han dækket England med “Sarum”, “London” og “Skoven”, Rusland med “Russka” og nu er han draget over Atlanterhavet til Amerika med romanen “New York”.

Romanen starter i 1664 med den hollandske Dirk van Dyck og hans hustru Margaretha de Groot, der har bosat sig som handelsmænd i Ny Amsterdam. Gennem dem introduceres vi også for slaven Quash, hvis familie Rutherfurd også med mellemrum vender tilbage til, samt familien Master, hvis søn gifter sig ind i van Dyck familien, og bliver familien der er i centrum for fortællingen.

Kapitlet om familien van Dyck fortæller bl.a. om stridighederne mellem englænderne og hollænderne, der ender med, at englænderne overtager styret af kolonien og omdøber den til New York.

Så springer historien frem til år 1735, hvor en retssag om ytringsfrihed åbner kapitlet, og herefter springer kapitlerne kortere eller længere tidsrum frem. Vi hører naturligvis om uafhængighedskrigen, som det konservative overhoved af familien Master ikke er tilhænger af; om hvordan irerne og italienerne bliver en del af byens liv; om den begyndende modstand mod slaveriet og borgerkrigen; om krisen i 1907 og det store krak i 1929; om den stigende kriminalitet og byens økonomiske situation; og endelig slutter romanen med d. 11. september 2001.

Rutherfurd er en dygtig fortæller, og selvom det måske nok er menneskenes handlinger, der bærer fortællingen frem, så er det byen og dens bygninger, der er den egentlige hovedperson.

Selvom jeg aldrig har været i New York, var det alligevel utroligt interessant at læse om, hvordan byen ændrer sig gennem tiden. Ikke mindst hvordan de forskellige befolkningsgrupper er med til at præge udviklingen, og hvordan byen på en gang både er en metropol, der åbner sig for alle, og samtidig er et lukket og snobbet samfund, hvor penge – og især gamle penge – er det eneste, der betyder noget.

Hvis du er til gode historiske romaner, så er “New York” bestemt værd at læse. Det er ikke Rutherfurds bedste (det mener jeg, at “Sarum” og “London” er), men den er stadigvæk både underholdende, oplysende og letlæst trods sine godt 900 sider. Så grib chancen og få styr på New Yorks fascinerende historie mens du samtidig nyder en god roman.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter