0 kommentarer

Neuromantiker af William Gibson

af d. 5. november 2018
Info
 
Sideantal

322

Udgivet

1993

ISBN

87-89586-73-5

Originaltitel

Neuromancer, på dansk ved Arne Herløv Petersen

 
I en eller anden fremtid møder vi den udbrændte datacowboy Case. Han opholder sig i den japanske by Chiba, overlever på stoffer og kriminalitet. Bare den sidste måned har han myrdet to af gadens suspekte eksistenser. Før var han en af verdens bedste datacowboys, men en tidligere arbejdsgiver snuppede ham midt i et tyveri og brændte som straf hans nerveender, så han ikke længere kan koble sig på matrixen. I Chiba håber han at finde en kirurg der kan gøre ham hel igen. Byen er førende indenfor al kirurgi, her kan man opgradere sine øjne, få tunet sin lever, eller indstille sin bugspytkirtel, så den ikke reagerer på heroin. Chiba er en lomme i tiden, alt det der andre steder er dybt ulovligt, foregår her åbenlyst og på fuld skrue.
Skæbnen vil at Case opsøges af Molly, en lejemorder, hvis arbejdsgiver vil ordne Case’s nerveender, og have ham til at lede et dataangreb for Wintermute, en egenrådig og farlig kunstig intelligens. Eller med andre ord, et stykke software, der har næsten guddommelige kræfter i cyberspace, og som nu ønsker at tilkæmpe sig egenliv.
Og dette er altså kun en dækkende genfortælling af de første knap fyrre sider, så der er edderbroderemig smæk på. Det er en åndssvagt hæsblæsende roman, ikke kun i eksekveringen af handlingen, men absolut også i Gibsons tætvævede sprog. Der er så mange ting der ikke eksisterer i virkeligheden, og det præger romanen sprogligt med alle de indforståede tekniske termer. Læg dertil Gibsons syrede cyberspaceverdener, en kombination, der konstant hæmmer forståelsen og historiens flow. Men det er måske en typisk ting indenfor genren, –  der var bare rigtig meget jeg ikke fattede et hak af. Et eksempel på Gibsons indforståethed er begrebet ‘sim-stim’, der bruges ret ofte, men uden forklaring. En internetsøgning på Gibson, kaster dog hurtigt lys over hans tekniske termer. Og selvom man mere eller mindre konsekvent halter lidt bagefter, er bogen fandenfløjteme alligevel djævelsk spændende. Som handlingen skrider frem, begynder man at fornemme hvor det hele leder hen, men det slutter slet ikke som man venter. Science fiction er en genre der nok er blevet set ned på, men man skal ikke lade sig snyde, der er mesterlige scifi-forfattere og at Gibson er creme de la creme. Nyd smagsprøven her, hvor Case vågner op med gigantiske kemiske tømmermænd, og tilbydes et kongemåltid af det fineste kød:
– Ikke sulten, lykkedes det Case at få frem. Hans hjerne var friturestegt. Nej, rettede han det til, den var smidt ned i kogende fedstof og blevet liggende der, og nu var fedstoffet kogt af til en tyk, mat og klæbrig masse, der stivnede i de rynkede hjernevindinger, isprængt lillagrønne smertelyn.
Billedsproget er eminent, overdrevet og fedt, men når det koges sammen med alle forvirrende tekniske og stofinficerede tankestrømme, så hænger læseren i med det yderste af neglene.
Filmen ‘The Matrix’ kom først 16 år efter Gibsons bog, men det er i ‘Neuromancer’ at begreber som matrixen og cyberspace opstår. Filmen har lånt alle mulige detaljer fra Gibson, – ja, den har nærmest stjålet dem i hobetal, det eneste der ikke er hugget er plottet. ‘Neuromatiker’ er også fuldstændig umulig at omsætte til film. Håber ikke at Hollywood øjner penge og gør fosøger, for det kan kun gå helt galt.
Angiveligt en klassiker indenfor genren, og jeg står formodentlig til halshugning blandt sci-fi entusiaster, når jeg ikke er behørigt oppe at ringe. Men den er sgu for sci-fi-udsyret, selvom handlingen afgjort er original og sproget – fraset Gibsons egne tekniske himstregimser, både punket, fedt og farverigt.
Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter