0 kommentarer

Nej! sagde Alfons Åberg af Gunilla Bergström

af d. 7. juni 2009
Info
 
Sideantal

28

Udgivet

2009

ISBN

87-00-19096-9, 978-87-00-19096-2

Originaltitel

Näpp! sa Alfons Åberg

 

Gunilla Bergström har lavet en hel serie om drengen Alfons Åberg, der bor alene sammen med sin far. Den første billedbog om Alfons Åberg “Godnat, Alfons Åberg” udkom i 1972. Bøgerne tager fat på dagligdags situationer, som enhver børnefamilie kender til, og behandler dem på en fuldstændig uhøjtidelig og ligefrem facon, der for det meste går rent ind hos børn og deres voksne. Bergström står både for tekst og illustrationer. Billederne er en blanding af tegninger og collage. De er dejligt udtryksfulde og har en markant stil.

I “Nej! sagde Alfons” ryger Alfons og hans far ind i ballade omkring aftensmaden. Alfons leger rigtig godt med katten, da hans far råber, at nu skal de spise. Alfons har det lige så sjovt og nægter at spise. Hans far prøver i nævnte rækkefølge at lokke, overtale og true Alfons til at spise og til sidst eksploderer han, og så er de uvenner. Med lidt snilde lykkes det Alfons far at rette op på situationen, og de bliver gode venner igen. “Nej! sagde Alfons Åberg” handler om at de voksne skal huske at børn også skal have plads og mulighed for at ville noget andet end mor og far vil, selvom det ikke lige passer ind i de voksnes planer.

Historien tager fat på en ganske klassisk familiesituation og viser en mulig vej ud af konflikten. Tonen i bogen er en smule belærende og dermed adskiller den sig fra de tidligere Alfons Åberg-bøger, som er befriende fri for moralisering.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter