0 kommentarer

Naturlige mangler af Thomas Pynchon

af d. 5. august 2011
Info
 
Sideantal

392

Udgivet

2010

ISBN

978-87-7973-399-2

Originaltitel

Inherent Vice

 

Legendarisk forfatter prøver kræfter med krimigenren. I sin tid lykkedes øvelsen over al forventning for Paul Auster, der i “Squeeze Play” klogeligt beholdt tungen lige i munden – og for en sikkerheds skyld dækkede sig ind under pseudonymet Paul Benjamin.

Det lykkes overhovedet ikke for Thomas Pynchon. Den danske titel “Naturlige mangler” bliver således ufrivilligt en selvopfyldende profeti. Handlingen foregår i 1970’ernes Californien, hvor detektiven Doc af sin skønne ekskæreste Shasta overtales til at prøve at forhindre et komplot mod hendes nuværende kæreste, en hovedrig ejendomsfidus, som pludselig vil forære alle sine penge væk, og som… Nej, plottet er simpelt hen for langt ude; glem det.

Pynchons ambitioner fejler til gengæld ikke noget. Han ønsker på samme tid at blære sig med et ordforråd af Shakespearske dimensioner, lave en parafrase på Cheech & Chong, holde et fuldkommen vildtvoksende persongalleri i spil – og skabe en slags krimispoof, der dog drukner uhjælpeligt i al det maniske hurlumhej.

Som læser lades man først i stikken af forfatteren, dernæst af forlaget, som ikke burde have oversat teksten uden i det mindste at forsyne bogen med et gigantisk noteapparat, der kan forklare alle de indforståede finter fra 70’ernes amerikanske tv-serier for den stadigt mere undrende læser. Det er komplet umuligt at finde hoved & hale i handlingsforløbet, også fordi hovedpersonen Doc skiftevis hallucinerer, drømmer og tripper på pot, hash, syre, sprut m.m.

Den ene stjerne får bogen, fordi det trods alt er meget sjovt med alt det frimodige potrygeri og kneppen til højre & venstre i Califoniens glorværdige hippiefortid.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter