0 kommentarer

Nattens konger af Michael Connelly

af d. 25. april 2012
Info
 
Forlag
Genre
Omslag
Sideantal

279

Udgivet

2006

ISBN

87-7955-417-2

Originaltitel

Lost light

Udgave

1.udgave

 

Lad det være sagt med det samme: “Nattens konger” er ikke Connellys bedste Harry Bosch-krimi; dertil er plottet for lineært og begivenhedsforløbet for udramatisk. Men Connelly er stadig en af verdens bedste forfattere af politiromaner, og Bosch er så flamboyant en karakter, at selv det næstbedste rækker langt. Man er glimrende underholdt fra start til slut.

Bosch har efterhånden rundet de tooghalvtreds. Efter tredive år i den blå uniform er han stoppet og behøver sådan set ikke lave noget resten af livet. Men så ringer en gammel kollega og minder om en fælles sag, som de aldrig fik opklaret. I sin tid blev Bosch taget af sagen, der endte med at blive henlagt, da kollegaen og hans makker brutalt blev skudt ned på en bar. Den ene døde øjeblikkeligt, den anden sidder nu i en kørestol og er lam fra halsen og ned. Det er ham, der kontakter Bosch.

I al sin enkelhed bestod sagen i, at en køn, ung produktionsassistent blev fundet myrdet i sin trappeopgang med sæd på maven. Kort efter forsvandt to millioner dollar i kontanter fra filmselskabet, hvor hun var ansat.

Bosch har aldrig glemt en særlig detalje, da han så liget: Hendes hænder, der strakte sig frem mod ham i en stille bøn. En bøn om ikke at blive glemt.

Sagen har ligget stille i flere år, men da Bosch stilfærdigt begynder at kigge på den, er politiet straks over ham: “Hold nallerne væk, makker – ellers…” Hvorfor nu det?

Det viser sig, at en kvindelig FBI-agent forsvandt sporløst, mens hun var ved at undersøge nogle serienumre fra de forsvundne pengesedler. Men FBI er mildest talt heller ikke begejstrede for Bosch’ snagen i sagen. Til overflod blander de rigtigt tunge drenge fra Forsvarets Efterretningstjeneste sig og truer med at gøre helvedet hedt for Bosch, hvis han fortsætter sine undersøgelser.

Havde politiet, FBI og antiterror-gutterne kendt Bosch rigtigt, ville de have vidst, at de opnår præcis det modsatte ved at prøve at true ham. Nu skruer han for alvor bissen på.

Ingen beskriver livet og scenerierne i og omkring Los Angeles bedre end Michael Connelly. Alene af den grund er “Nattens konger” værd at ofre et par aftener på. En håndfuld gode mord og en stribe hårdkogte replikker, som kun amerikanerne mestrer dem, skal der heller ikke kimses af. God fornøjelse.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter