0 kommentarer

Natsværmeren af Katja Maaria Kettu

af d. 28. november 2016
Info
 
Sideantal

380

Udgivet

2016

ISBN

978 87 715 9803 2

Originaltitel

Yöperhonen - oversat af Birgita Bonde Hansen

Udgave

1. udgave

 

“Motyljok i fare for at blive afsløret. Kom!” skriver den gamle kone Jelna på chiffermaskinen, som de tyske fascister efterlod, da de måtte tage flugten under Den Store Fædrelandskrig.

Året er 2015, vi befinder os i en lille landsby i den russiske republik Marij El, hvor den finske professor Henrik Malinen findes lemlæstet og myrdet med en natsværmer stoppet ned i halsen. Hans datter Verna kommer akkurat for sent til at møde sin far, der har sendt bud efter hende.

Hvad lavede Henrik i byen? Hvem sender Jelna kodede beskeder til? Og om hvad?

Handlingen krydsklipper tilbage til 1937, hvor Henriks mor, Irga, hopper af fra Finland til Sovjetunionen, gravid og stum. Da hun ikke kan forklare sig, arresteres hun som spion og idømmes 25 års straffearbejde i en umenneskelig kz-lejr nord for polarcirklen, hvor der brydes stenkul. Hun ville være død mange gange, havde det ikke været for mødet med Jelna.

Det er i denne lejr, myten om Motyljok opstår.

I nutiden tager Verna over efter sin myrdede far – hun vil kende sin farmors skæbne. Og dermed forstå både sin fars og sin egen. Men sære kræfter i landsbyen prøver at forhindre den unge kvinde i at nå frem til en forløsende sandhed. Byen er “et grænseland mellem sovende og vågen tilstand.” Åndernes tilholdssted.

Hun er en sanselig kvinde, Verna. Venusbjerget dunker længselsfuldt, og mens hun lader sig bedække af kæmpestore Kostja, iagttager hun naturens parallelle verden: “… en nyudklækket flammesommerfugl retter på vingerne, stikker for første gang sin svanehvide snabel i en klokkeblomsts tragtformede knop.”

Symbolikken er typisk for Katja Kettu, som brød igennem med den vilde og saftige roman “Jordemoderen”. Kettu skriver en ildsprudlende prosa med sanselige naturreferencer, vild sensualitet og nerverne uden på tøjet. Utæmmelige kvindesind er forfatterens absolutte force. Og et mættet sprog, der giver læseren uhindret adgang til dunsterne fra uvaskede kønsdele, smagene af skovens vilde gevækster, lydene fra knagende, frosne floder. Kettus ordforråd og biologiske viden er i en klasse for sig.

“Natsværmeren” er en stort anlagt fortælling fra en af Finlands førende forfattere, som har flere ærinder med bogen. Hun vil utvivlsomt åbne vores øjne for marifolkets historie. Deres ældgamle ånderitualer, der stadig lever i befolkningen. Sovjetrussernes brutale undertrykkelse, Putin-æraens marginalisering. En farverig kultur nært beslægtet med finnernes.

I Kettus optik går der en lige linje fra Stalins despoti til Ruslands nutidige (unavngivne) tsar, der i bogen cirkler rundt i sin kamphelikopter. Magtliderlig og bare liderlig. På jagt efter Motyljok, som er den eneste, der kan røbe hans ukendte fortid.

Lån bogen på bibliotek.dk

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter