0 kommentarer

Narrenes fest af James Lee Burke

af d. 23. juni 2015
Info
 
Sideantal

520

Udgivet

2012

ISBN

978-87-7070-348-2

Originaltitel

Feast day of fools

 

For noget tid siden læste og anmeldte jeg James Lee Burkes “Regnguder“. Det var en oplevelse ud over de sædvanlige. “Narrenes fest” tager tråden op, hvor “Regnguder” slutter, og som sådan, kunne de to bøger godt være slået sammen til et monster på 1000 sider.

Vi følger atter sherif Hackberry Holland, der holder lov og orden i en lille texansk by, der ser ud til at tiltrække den ene mere psykopatiske morder efter den anden. En lokal drukkenbolt bliver vidne til et brutalt drab i ørkenen, mens en anden, der skulle have lidt samme skæbne, forsvinder op i bjer­gene. Her får han følgeskab af en anden gammel kending, som Holland har været på jagt efter. En kinesisk kvinde hjælper også den flygtede, samtidig med at hun hjælper illegale indvandrere fra Mexico, og derved kommer på kant med både loven og en nabo, der holder øje med hende. Flygt­ningen ligger inde med værdifuld viden for flere lyssky elementer, så jagten går i gang i sherif Hol­lands distrikt.

Det er som om, der er lidt for mange store bagmænd i denne historie, til at den bliver troværdig. Lidt for mange vil have en bid af kagen, og jeg tog mig selv i at ønske flere af dem en unaturlig og snarlig død, så vi kunne få ryddet lidt op i historien. Desværre for mig, vælger Burke langt hen af vejen, at aflive de forkerte personer så man står tilbage og tænker, at Burke’s intention må være at fortælle os, at ondskaben er derude, og den er ikke lige til at slippe af med.

FBI agenten Ethan Riser siger på et tidspunkt: “Det her område har aldrig været rigtig virkeligt for mig. Det er sådan et sted, hvor ingenting er, hvad det ser ud til. Et månelandskab, hvor usandsynlige mennesker bor og sindssyge kan gemme sig lige for øjnene af en”.

Det er den mest nøjagtige beskrivelse af bogen, der omend er noget lang men på den anden side set aldrig bliver kedelig, dertil er Burkes skrivestil og sprog for godt. Kemien mellem sheriffen og hans assistent er mere nedtonet i denne historie, men den ligger hele tiden og ulmer i baggrunden. Samti­dig er de mærkelige skæbner som Burke beskriver alligevel så interessante, at man tilgiver ham at flyve lidt for højt ind i mellem.

Jeg læste den lidt for hurtigt efter “Regnguder” og blev lidt metaltræt af og til, men det er en god bog. Hvis Burke skulle skrive endnu en Hackberry Holland historie, så er jeg klar igen… lige om lidt…

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter