0 kommentarer

Når noget slutter af Julian Barnes

af d. 28. juli 2012
Info
 
Sideantal

168

Udgivet

2011

ISBN

978-87-7973-494-4

Originaltitel

The sence of an ending

 
“En fryd fra først til overrumplende sidst. Sjældent har man fået så meget på så få sider,” lyder Thomas Bredsdorffs anmeldelse af Julian Barnes’ 167 sider korte roman “Når noget slutter”. Sjældent har jeg været mere enig med en anmelder.

I første halvdel møder vi de fire venner og klassekammerater Colin, Alex, Adrian og Tony. Sidstnævnte er bogens middelmådige jeg-fortæller, mens Adrian er firkløverets brillante hjerne, der ender med at løbe af med Tonys temmelig stride kæreste, Veronica. Tiden er tressernes England, hvor rebelske Rolling Stones begynder at sætte fut i ungdommen, men hvor pigernes eftertragtede lår stadig er dydigt samlede, indtil bejleren viser reelle hensigter.

Her er nogle herlige episoder fra drengenes historieundervisning, hvor en frisk lærer går i dialog med drengene om, hvad historie egentlig er. “Historie er sejrherrernes løgne,” svarer Tony. “Bare du husker, at historie også er de besejredes selvbedrag,” replicerer læreren tørt. Hyperbegavede Adrian trumfer: “Historie er den vished, der fremkommer i det punkt, hvor hukommelsens mangelfuldhed mødes med dokumentationens utilstrækkelighed.”

I anden halvdel, der foregår i nutidens England, ser den aldrende Tony tilbage på de forgangne tider. Men hvor pålidelige er erindringerne egentlig? “Det, man ender med at huske, er ikke altid det samme, som man har været vidne til.” I sin tid begik Adrian selvmord, men først meget sent går det op for Tony, at han selv måske, måske ikke havde en lille andel i den ulyksalige hændelse.

Veronicas mor testamenterer Adrians dagbog og et lille pengebeløb til Tony, som kun mødte hende ved en enkelt mindeværdig lejlighed. Men hvordan har ekskærestens mor fået fat i eksvennens dagbog, og hvorfor mener hun, Tony skal have den? Svarene synes at blæse i vinden, men langsomt begynder Tony at forstå nogle sammenhænge, som ikke kun falder ud til hans egen fordel.

Slutningen er, som Bredstorff skriver, overrumplende. Og vældigt tilfredsstillende.

Barnes skriver en forrygende prosa. Letflydende, vittig, intelligent og charmerende på den særlige britiske måde, som fortjent har fået så mange fans verden over.

Claus Bech oversætter kongenialt. Dog vil jeg tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved, at nogen i ramme alvor skulle kalde Veronica for en frugtkage. Ordet bliver endda brugt flere gange. Fruitcake er også slang for en skingrende skør person; det passer langt bedre i sammenhængen.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter