0 kommentarer

Mysli, myg og ondt i hjertet af Annette Herzog

af d. 12. juni 2007
Info
 
Sideantal

175

Udgivet

2007

ISBN

978-87-638-0602-2

 

Hvor fedt er det lige at være tvunget med på kanotur i Sverige, sammen med morbror Karsten og hans irriterende unger? Ifølge Karla: ikke særlig fedt! Udsigten til at sove i et lille telt, i al for tæt nærkontakt med sine forældre, leve uden teknologi i nogle uger for ikke at forglemme, at tilbringe tiden sammen med sin utålelige morbror, der tror han er ekspert i vildmarkslivet, efter at han har været på kanotur én gang året før. Ergo, Karla er ikke i det bedste humør og da regnen samtidig begynder at stå ned i stænger, så bryder negativiteten for alvor ud i lys lue.

Karlas hjerte er knust. Forholdet til hendes store kærlighed Oliver hænger i en tynd tråd, da han er begyndt at se lidt for meget til den flirtende Amanda. Men der er ikke meget Karla kan gøre ved det, nu hun sidder i en kano i Sverige, uden mobiltelefon. Men lade være med at spekulere og forestille sig hvad der mon sker derhjemme, kan hun heller ikke. Til Karlas store overraskelse finder hun ud af, at andre af turens deltagere er mindst ligeså træt af hele foretagendet som hende selv, og lidelsesfællerne får en måske lidt for god idé.

Total humor, sjældent har jeg moret mig så godt over en bog. Karla er ikke den mest heldige pige på jorden og hun formår op til flere gange at bringe sig selv i nogle vildt pinlige situationer.
Skal du selv på kanotur med hele den pukkelryggede, kan du måske få nogle gode ideer til at pifte ferien lidt op, for hele turen som ellers tegner til at blive jævn træls tager en gevaldig drejning. Foruden al spasen er der dog også et gran af alvor, da man når ind under huden på de tre unge, som hver især har deres at slås med. Klart anbefalelsesværdig bog.

Bogen kan læses fra 12 år.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter