Nobelprisen
0 kommentarer

Mus og mænd af John Steinbeck

af d. 9. august 2018
Info
 
Sideantal

143

Udgivet

2018

ISBN

978 87 69956 0

Originaltitel

Of Mice and Men - oversat af Aase Hansen og Kai Friis Møller

Udgave

2. udgave

 

John Steinbeck (1902-68) er en af USAs litterære giganter. Han modtog Nobelprisen i 1962 og er en forfatter, du ikke kommer uden om, hvis du er oprigtigt interesseret i lødig litteratur. Så er det sagt.

“Mus og mænd” er et godt sted at starte. Bogen rummer al den naturalistiske fortælleglæde, menneskelige empati og sociale indignation, som er Steinbecks varemærke.

Handlingen er både medrivende og rørende, og man kunne snildt have fortsat meget længere i det gode selskab, hvis det ikke var, fordi bogstaverne slipper op allerede efter side 143. Heldigvis ligger løsningen lige for: At trawle resten af det store forfatterskab igennem.

Den sørgmuntre historie foregår i Californien under Depressionen i 1930’erne. George og Lennie er to løsarbejdere, der trasker fra farm til farm for at tjene en skilling og skaffe sig husly for en stund. De to mænd er forskellige som nat og dag: Georg lille og vågen, Lennie stor og – dum som havregrød.

George passer på den godmodige Lennie, der slet ikke kan administrere sine kolossale kræfter endsige tage vare på sig selv. De to mænd er fælles om en drøm om engang at få deres eget lille landsted med en tykmavet kakkelovn, afgrøder på marken, dyr i stalden. Og kaniner, som Lennie kan kæle for. Lennie er helt tosset med at kæle for alt, hvad der er blødt og blidt.

På en farm møder de en gammel mand, der deler deres drøm, og i modsætning til dem har han en smule på kistebunden. Med ét ser det ud til, at den flyvske fantasi måske alligevel kan blive til virkelighed. Hvis der nu bare ikke kommer noget i vejen…

Hvert kapitel starter roligt med, at Steinbeck detaljeret sætter scenen – hvordan ser der ud, hvad sker der, hvordan er stemningen – og så tager begivenhederne fart. Det er en gammeldags måde at bygge en bog op på, men hold nu op, hvor man hygger sig.

Lindhardt og Ringhof fortjener ros for denne og flere andre udgivelser i anledning af 50-året for Steinbecks død. Til gengæld er der seriøst sure miner over en gevaldig spoiler i bagsideteksten, der praktisk talt røber, hvordan historien ender. Korrigér venligst i et evt. 2. oplag, L&R.

Lån bogen på bibliotek.dk

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter